Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.09.2022 | Af: Michael Frederiksen

SIND-afdeling bekymret over besparelser

SIND-formand Rikke Rugholt: - De ændringer og besparelser, der er lagt op til, giver bekymringer hos rigtig mange psykisk sårbare i hele kommunen.
Den lokale SIND-afdeling i Frederikshavn Kommune er bekymret over de besparelser, der rammer socialpsykiatrien i hele kommunen.

 

De tre kommunale støttecentre i henholdsvis Skagen, Sæby og Frederikshavn rammes på det tilbud, som omhandler §104 – Aktivitets- og samværstilbud.

- Netop denne "åbne" mulighed for, at borgere kan komme og få kontakt og hjælp, er så vigtig en del af socialpsykiatrien. Vi hører fra vores medlemmer og målgruppe, at de er meget bekymret for, at der fremover bliver færre åbningstimer med personale i cafeen i de tre støttecentre, siger formand Rikke Rugholt, SIND Frederikshavn Lokalafdeling.

Tilbuddet er til borgere over 18 år med psykiske vanskeligheder, der har behov for vejledning og sociale relationer.

Som det fungerer i dag er borgere altid velkomne til at kigge indenfor og se, om det er noget for dem – og der opfordres til, at man gerne tager en ven eller pårørende med, hvis det gør en mere tryg. Man kan ringe i forvejen, så personalet er klar til at tage imod en, men man er også velkommen til bare at komme forbi hos et fra de tre støttecentre.

- Med færre åbningstider med uddannet personale vil borgere med brug for støtte og hjælp blive ramt, og det kommer til at "koste" på længere sigt.
Fontænehuset og Lille Skole for Voksne står også til at blive ramt af en mindre besparelse, og begge disse er vigtige for en bestemt målgruppe af borgere i kommunen, anfører Rikke Rugholt.

SIND er også bekymret over, at sundhedscentrene skal spare. Mange borgere, som får hjælp og støtte af socialpsykiatrien, bliver ofte henvist og hjulpet netop på de kommunale sundhedscentre.

- Den kommunale stilling som idrætskoordinator er ligeledes med i besparelserne, hvilket betyder, at de motionsaktiviteter, som i mange år har været et vigtigt fundament for mange brugere af socialpsykiatrien, fremover ikke bliver på det høje faglige niveau, som de er vant til, frygter Rikke Rugholt.

- Ro og stabilitet er meget vigtigt for psykisk sårbare borgerne. De ændringer og besparelser, der er lagt op til, giver bekymringer hos rigtig mange psykisk sårbare i hele kommunen. Vi håber, at politikerne vil genoverveje de besparelser, som rammer de psykisk sårbare i hele kommunen, udtaler Rikke Rugholt.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close