Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.05.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Skal styrke Dafolo som kompetencehus

Mette Boye har dyb indsigt i forlagsbranchen og kommer senest fra en stilling som markedschef hos Alinea.
Fra august står Mette Boye i spidsen for den fremtidige udvikling af Dafolo Forlag & Kompetenceudvikling.

 

Mette Boye har dyb indsigt i forlagsbranchen og kommer senest fra en stilling som markedschef hos Alinea, hvor hun har arbejdet med strategi og forretningsudvikling for forlagene Alinea, Alfabeta, Akademisk Forlag, Specialpædagogisk forlag og Lindhardt og Ringhof Uddannelse.

Udover redaktionel erfaring med analoge og digitale forlagsudgivelser omfatter Mette Boyes karriere også ansvar for salg og markedsføring, samt en enkelt afstikker fra forlagsbranchen til KMD, hvor hun var med i udviklingen af læringsplatformen KMD Educa.

Dafolo - med hovedsæde i Frederikshavn - er en af markedets største spillere, når det gælder udgivelse af almen pædagogisk og psykologisk faglitteratur til dagtilbud, grundskoler og professionshøjskoler både i trykt og digital form. Hertil kommer udgivelser inden for lovstofområdet og træningsmaterialer til danskundervisningen. Forretningsområdet omfatter desuden konsulentrådgivning og afholdelse af åbne konferencer om aktuelle temaer som co-teaching, professionelle læringsfællesskaber, skolefravær, den styrkede pædagogiske læreplan og tidlig indsats.

En af Mette Boyes primære opgaver er at udstikke den fremtidige kurs for Dafolo som et kompetencehus samtidig med, at forretningsområdet udvides med nye produkter og ydelser, hvor digitalisering spiller en central rolle.

- Jeg glæder mig meget til samarbejdet med kompetente kollegaer om forretningsudvikling og realisering af de mange potentialer, som virksomheden rummer. Det er ret unikt for branchen at kunne formidle pædagogisk viden gennem såvel forlagsprodukter som konferencer og konsulentydelser. Og jeg ser mange muligheder for at kunne udvikle rigtig stærke produkter og løsninger til gavn for den pædagogiske sektor, siger Mette Boye. 

Om tiltrædelsen af den nye forlagsdirektør udtaler adm. direktør Henrik Brandt:

- Efter et meget anderledes forår præget af et corona-lukket Danmark glæder vi os til, at Mette Boye tiltræder efter sommerferien samtidig med, at både skoler og dagtilbud for alvor vender tilbage til hverdagen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close