Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
29.03.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Skal være mere end ord - det skal være handling

Frederikshavn og Jammerbugt er de første nordjyske kommuner, som træder ind i fællesskabet af såkaldte DK2020-kommuner, der tæller i alt 20 kommuner.
Frederikshavn Kommune har netop fået godkendt en klimaplan af international standard af det globale bynetværk C40. Dermed træder Frederikshavn Kommune ind i en kreds af kommuner, der har papir på, at de lever op til at reducere deres Co2-udledning med 70 procent inden 2030 – og med 100 procent i 2050.


 

Det er ikke kun store, internationalt kendte byer som Los Angeles og London, der kan levere klimaplaner på et niveau, der matcher Paris-aftalen.

Også Frederikshavn Kommune har nu sat det sidste punktum i en ambitiøs klimaplan, som er blevet udarbejdet efter samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det globale bynetværk C40.

Frederikshavn og Jammerbugt er de første nordjyske kommuner, som træder ind i fællesskabet af såkaldte DK2020-kommuner, der tæller i alt 20 kommuner.

Alle er de en del af Realdanias projekt DK2020. Her har 20 danske kommuner siden foråret 2019, med hjælp og sparring fra Danmarks Grønne Tænketank CONCITO og eksperter fra C40, været i gang med et forløb, som ruster dem til at udvikle en klimaplan, der viser vejen til netto nul-udledning for kommunen som geografisk område senest i 2050. Derudover skal klimaplanen indeholde konkrete bud på, hvordan kommunen vil tilpasse sig klimaforandringerne.

Landbruget, havnene og erhvervslivet har forpligtet sig
Og det er ikke kun tomme løfter og skåltaler. Klimaplanen omfatter konkrete tiltag, hvor Frederikshavn Kommune har indgået nedskrevne partnerskabsaftaler med de to lokale landbrugsforeninger om opførelse af biogasanlæg, omlægning af afgrøder og mere skov.

På samme måde er der konkrete aftaler med både Skagen og Frederikshavn Havn om at omlægge til vedvarende energi og flere grønne drivmidler i skibsfarten.

- Vi arbejdede jo med bæredygtighed og klimaoptimering længe inden det var ord, danskerne brugte på daglig basis. Men det skal jo være mere end ord - det skal være handling. Derfor er det også helt naturligt, at vi nu får systematiseret og får papir på alt det, vi går og gør hver dag i Frederikshavn Kommune, der gør en forskel for de klimamål, som vi har en indiskutabel pligt til at levere på for vores børns skyld, siger borgmester Birgit S. Hansen.

Erfaringer fra Frederikshavn Kommune bringes ind i C40
Danmark er det første land i verden, hvor en gruppe af kommuner samarbejder om at udvikle klimaplaner i overensstemmelse med C40's såkaldte Climate Action Planning Framework (CAPF) – et redskab til at udvikle Paris-kompatible klimaplaner.

Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i den verdensomspændende kamp for klimaet. Det betyder også, at en stor del af den viden, de danske kommuner generer gennem DK2020, bringes ind og bruges i C40’s internationale arbejde.

- Klima er en stærk kommunalpolitisk dagsorden, og kommunerne har i årevis arbejdet målrettet på at fremme den grønne omstilling og reducere CO2-aftrykket. Med DK2020 har udvalgte kommuner fra hele landet fået mulighed for at sætte ekstra turbo på den lokale klimakamp – til stor inspiration også internationalt. Derfor ser jeg rigtig meget frem til at bringe al den værdifulde viden, danske kommuner i DK2020 genererer, videre ind i det globale arbejde i C40, siger Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania.

De 20 kommuner i DK2020 er Albertslund, Allerød, Assens, Fredericia, Frederiksberg, Frederikshavn, Helsingør, Høje-Taastrup, Jammerbugt, Køge, Lejre, Lemvig, Lolland, Middelfart, Randers, Roskilde, Samsø, Sønderborg, Vejle og Aarhus.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close