Gå til hoved-indhold
07. september 2023 - kl. 13.09

Skoleklasse i Sæby blev angrebet af gedehamse i idrætstime

  • 1 af 1
    Efter klassen var på besøg i skoven, er der nu sat advarselsskilte op. Foto: Preben Heltborg Martinsen
Af: Michael Frederiksen

Tirsdag fik en 8. klasse fra Sæbygårdskolen i Sæby noget af en forskrækkelse, da de ud af det blå blev angrebet af gedehamse under en idrætstime i Sæbygård Skov. De 21 elever og deres lærer var ude og hæve pulsen med en løbetur, da en sværm af gedehamse pludselig gik til angreb. Seks af eleverne fik kraftige bid, mens resten heldigvis slap uskadte derfra.

 

Klassen valgte at afbryde idrætstimen og tage tilbage til skolen, hvor eleverne ifølge skolens afdelingsleder, Chris Kramme, naturligvis var forskrækkede, men generelt tog det i stiv arm.

De fleste havde fået et enkelt eller to bid, men én elev havde været under et noget større angreb end de andre.

- Hun blev bidt mange gange, og var selvfølgelig berørt af det. Hun blev meget forskrækket, fortæller Chris Kramme til TV2 Nord. 

Men klassen fra Sæbygårdskolen er langt fra de eneste, der er blevet forfulgt af det store insekt. I Facebookgruppe "Vores Sæby" er der flere, der beretter om, at de også er blevet bidt på deres gåtur i skoven.

Én af dem er Preben Heltborg Martinsen, der var en tur i skoven samme dag med sin kone og deres hund. Han gik nogle meter foran de andre, og blev pludselig omringet af gedehamsene.

- Jeg havde ikke set dem, jeg kunne bare mærke, at jeg blev bidt hist og her. Og så kunne jeg høre deres summen. Så jeg opdagede dem ikke, før det var forsent, skriver han.

Preben Heltborg Martinsen mener, at han er blevet angrebet af en fem-seks stykker, som bed ham på hovedet og på maven.

Skovgedehamsen er Danmarks største flyvende rovinsekt, og kommer man for tæt på, føler den, at man kommer ind på dens territorie. Ifølge naturvejleder i Frederikshavn Kommune Bo Storm skal man så vidt muligt undgå at være der, hvor de er.

- Den kan være meget aggressiv, men vi har alligevel aldrig oplevet gedehamse i sådan en grad, som jeg hører om nu, siger han.

Bo Storm understreger dog, at dens bid ikke er farligt, selvom smerten faktisk svarer til, at man stikkes af en hveps to gange. 

Og smerten er bestemt noget, som Preben Heltborg Martinsen genkender.

- Det gjorde ondt ad helvedes til, forklarer han.

Sæbygårdskolen, der jævnligt bruger skoven, når eleverne skal på løbetur, har meldt ud til deres elever, at de skal holde sig fra området. Men de vil fortsat bruge skoven under idrætstimerne. 

- Det er jo meget sæsonbestemt, og det er ikke noget, vi har oplevet problemer med før. Så jeg tænker ikke, at det kommer til at betyde noget på længere sigt, siger afdelingslederen til TV2 Nord.

Sæbynitterne bør dog gå udenom gedehamseboet lidt endnu, hvis de vil undgå bid. 

Ifølge Bo Storm er insektets aggression ikke sæsonbestemt, og man kan derfor først føle sig sikker, når frost og minusgrader tager livet af dem.

- De vil sådan set være der resten af sæsonen. Så indtil du kommer længere ind i efteråret, det kan være henne i oktober eller lige starten af november, det afhænger af vejret, oplyser Bo Storm.

TV2 Nord har været i kontakt med Frederikshavn Kommune for at spørge dem, om de har planer om at fjerne det store bo. Men da skoven ejes af Nordjyske Bank, kan Frederikshavn Kommune ikke gøre noget.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...