Gå til hoved-indhold
21. oktober 2021 - kl. 10.10

Skolelederen skal i højere grad være herre i eget hus

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: DEBAT-INDLÆG

Lone Haugaard, medlem af skolebestyrelsen i Distrikt Syd og byrådskandidat for Venstre, og Peter Mellergaard, medlem af skolebestyrelsen i Distrikt Vest, har skrevet dette indlæg:

Folkeskolen skal have fred til at drive skole og til at udvikle sig med de mennesker om bord, som kan og vil og som har de relevante kompetencer. Den lokale ledelse og medarbejderne skal have lov til at sætte en retning, som kalder på følgeskab fra både forældre og lokalsamfund.

Folkeskolen har et stort problem: Rigtig mange børn – eller deres forældre – vælger folkeskolen fra. Hele 21 procent af kommunens 1. klasser i år går ikke i en folkeskole. Det er bestemt godt, at der er friskoler og privatskoler med gode skoletilbud, men når det historisk høje tal skyldes en opfattelse af, at folkeskolen ikke er et godt skolevalg, er der et problem. Den opfattelse er kun blevet mere udbredt de seneste otte år med alle de ændringer, vores folkeskoler har været udsat for.

Kæden knækker, når vi kan se og mærke, at dygtige medarbejdere og ledere rundt omkring på kommunens folkeskoler hver dag leverer en stor arbejdsindsats og gør det godt! Der er masser af kreativitet og idéer, men alligevel er billedet af, hvad den lokale folkeskole står for, meget uklart. Det er svært at "mærke" skolen i lokalsamfundet og for de forældre, som står overfor et skolevalg.

Vi er ikke i tvivl om, at en stor del af problemet skyldes, at lederen på den lokale skole ikke i tilstrækkelig grad er "herre i eget hus". Vi skal rette op det, så den lokale leder kan stå i spidsen for skolen med tydelige værdier og visioner, som ikke ændres ved lejlighed af et nyt byråd eller embedsværket. Vi skal i Frederikshavn kommune give lederne ejerskab og ansvar, så de i tilgift kan opnå både synlig retning og følgeskab fra medarbejdere, forældre og lokalsamfund.

Realiseringen af den vision kræver et opgør med en ledelsesstruktur, som i dag er uklar. Folkeskolen har en struktur med flere ledelseslag, et embedsværk og en politisk overbygning, som alle vil have et ord indført i forhold til driften af de enkelte skoleafdelinger. Det bliver en umulig opgave for den lokale skole at blive et anker i lokalsamfundet, når det ovenfra besluttes at rokere afdelingsledere mellem alle skoleafdelinger eller stiller krav om med møje og besvær at indføre rullende skolestart og aldersintegreret undervisning – for derefter pludselig at træffe en budgetbeslutning om at afskaffe det igen. Slut med det!

Hvis koden til stærk og synlig ledelse i folkeskolen for alvor skal knækkes, skal stafetten gives til hver enkelt leder, som med ansvar for driften og rådighed over økonomien kan gøre det. Det er ikke en kamp imod friskoler, men en mulighed for, at folkeskolen kan blive et attraktivt skolevalg uden at det koster en krone mere – snarere tværtimod!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...