Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.11.2022 | Af: Michael Frederiksen

Sommerhusejere undgår ikke at lave vendepladser

Et møde mellem Bratten Strand Grundejerforening og Frederikshavn Affald ændrer ikke ved, at mange sommerhusejere i Bratten fra årsskiftet er nødt til at etablere vendepladser på deres grund, hvis de fremover vi have deres affald hentet.

 

Nyheden har bragt sindene i kog i Bratten, da en vendeplads kræver minimum en bredde på seks meter.

- Vi ved, at alle ændringer giver både positive og negative reaktioner. Vi er optaget af, i dialog med kunderne, at finde gode løsninger, hvor vi, i respekt for regulativet, finder løsninger, der sikrer problemfri afhentning af affald, fortæller forsyningschef Karl Villadsen, Frederikshavn Affald.

Han peger på flere løsninger, som kan hjælpe sommerhusejerne i Bratten:

  • At de arealer, der i lokalplan og på matrikelkort er udlagt til vendeplads - etableres eller reetableres som vendeplads.
  • At der gives tilladelse til, at Frederikshavn Affald kan benytte private indkørsler
  • At der etableres fællesløsninger for nogle grupper

- Det er en dialog, vi gerne tager med de enkelte kunder, siger Karl Villadsen.

Han vurderer, at mødet med Bratten Strand Grundejerforening forløb tilfredsstillende.

- Der var en god dialog, og det er Forsyningens indtryk, at grundejerforeningen vil fremsende referat af mødet til medlemmerne, oplyser Karl Villadsen.

Grundejerforeningen bekræfter, at man er i gang med at lave en skrivelse til medlemmerne. Derfor ønsker foreningen endnu ikke at udtale sig til Kanal Frederikshavn.

Frederikshavn Affald ønsker ikke længere, at renovationsbilerne skal bakke i sommerhusområder. Derfor kommer der krav om vendepladser.

- Tiltagene sker af trafiksikkerheds- og arbejdsmiljømæssige årsager. Arbejde med disse emner stopper aldrig, og nu hvor indsamling af affald i papirsæk er stoppet og overgået til plastbeholdere, er det helt naturligt at overveje, om der er emner, der kræver forbedring. Vi skal forebygge uheld, så godt vi kan, pointerer affaldschefen.

Hvor mange steder – ud over Bratten – indføres disse regler?


- Krav til adgangsveje og vendepladser fremgår af regulativ vedtaget af Frederikshavn Kommune. Et sådant regulativ skal alle kommuner vedtage, og det gælder hele kommunen. Regulativets bestemmelser skal overholdes af alle. Frederikshavn Affalds opgave er at tilrettelægge indsamlingen i overensstemmelse med regulativet. Vi kan ikke behandle alle områder på samme tid, men alle områder vil blive behandlet, oplyser Karl Villadsen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close