Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.06.2021 | Af: Marcus Linkhorst

Statsminister: Sæby tager sig ud fra sin bedste side

Inden lanceringen af det nye skattecenter i Frederikshavn besøgte statsminister Mette Frederiksen fredag Sæby bymidte, der ifølge statsministerens eget udsagn viste sin bedste side frem.

 

Corona-pandemien har været hård for de fysiske butikker. Nedlukninger og færre folk i gågaden. Derfor besøgte Mette Frederiksen fredag eftermiddag Sæby bymidte, hvor hun lagde vejen forbi to butikker og én cafe for at høre om deres erfaringer under coronaen.

Mette Frederiksen var også yderst begejstret for solen og den skyfri himmel, der fredag indtraf i Sæby.

- Nu må man sige, at Sæby tager sig ud næsten fra sin bedste side, tror jeg. Solen skinner fra en blå himmel, folk er glade, mange er vaccineret, corona-krisen begynder at ligge bag os, og sommeren har meldt sin ankomst. Sådan en dag i Sæby her gør, at jeg har tænkt, at jeg bliver nødt til at kigge forbi i sommerferien, fortalte hun efter besøget til Kanal Frederikshavn.

Mette Frederiksen var da også i godt humør, da hun ankom til Sæby. Hun fik som noget af det første en gave fra Sæby Bryghus bestående af et par øl, hvorefter hun konkluderede, at det blev en god tur hjem i ministerbilen.

Første besøg foregik i Hr og Fru B, hvor indehaver Jette Johansen, der også er formand for Sæby Handelsstandsforening, viste butikken frem. Her lyttede Mette Frederiksen til Jette Johansen, og butikken har faktisk haft stor succes under corona. Deres online-salg er nemlig gået så godt, at de har ansat yderligere hele fire medarbejdere.

I Matas kunne butikschef Helene Andersen fortælle statsministeren om sine tanker og overvejelser om det, hun har oplevet som butikschef under corona. Her forklarede Helene Andersen, at hun ser det som en vigtig ting, at de landsdækkende kæder er med i de lokale handelsstandsforeninger. Mette Frederiksen fik også understreget overfor Helene Andersen, at en bymidte er utrolig vigtig, da den er med til at holde liv.

Derefter gik turen videre til Café Mathilde. Der skulle dog lige tages billeder med både unge og gamle, der stolt kunne hilse på statsministeren.

- Vi er mange, der er glade for dig, sagde Marianne Sørensen fra København til Mette Frederiksen.

- Fordi det er en meget svær tid, vi lever i. Jeg synes, det må være hårdt, for jeg synes, at de andre partier hele tiden er efter hende, fortalte Marianne Sørensen efterfølgende til Kanal Frederikshavn, da hun blev spurgt, hvorfor hun ville rose statsministeren.

På Café Mathilde blev det til en hurtig kop kaffe og et stykke rabarberkage, mens folk stimlede sig samme rundt om caféen for at se statsministeren i Sæby.

Inden Mette Frederiksen og hendes folk kørte mod Frederikshavn for at lancere det nye skattecenter, var der en lille seance for pressen, embedsfolk og de inviterede folk fra erhvervslivet.

Her overrakte Birgit S. Hansen et stykke papir til Mette Frederiksen. Et papir med tre pointer fra kommunen til regeringen om at styrke kommunernes lokale handel. De lød således:

  • At de nationale erhvervsfremmemidler også anvendes til detailhandlen som anerkendelse af dennes betydning for byerne

  • At der kanaliseres byfornyelsesmidler af betydning for den lokale detailhandel

  • At der sikres en stærkere organisatorisk opbakning omkring detailhandlen fra erhvervsorganisationerne

Mette Frederiksen lægger heller ikke skjul på, at Sæby har gjort hende overbevist om, at byliv er vigtigt og en del af byernes fremtid.

- Det, jeg ser i Sæby, er, hvor vigtigt det er at have en levende bymidte med en gågade og et torv. At tingene hænger sammen, for hvis ikke der er butiks- og caféliv, som der er her, så får vi spøgelsesbyer, og hvis vi skal have folk til at flytte til og blive, så skal vi flytte uddannelser ud, sørge for flere arbejdspladser og sørge for velfungerende bymidter. Det hele hænger sammen, fortalte hun til Kanal Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

FOTO: iShoot.dk

FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close