Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.06.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Stem på Christians suppe, så han vinder produktpris

Christian Conradsen: - Lige nu har vi så travlt i produktionen, at vi fra 1. august har ansat to nye medarbejdere, så vi kan producere i 2-holdsskift.
Frederikshavner-virksomheden Noormann Foodlab, som drives af Christian og Charlotte Conradsen, er med i opløbet om den fornemme produktpris ”Sol over Gudhjem”. Det er Christians Horneks Odde Jomfruhummersuppe, som har fået dommerne til at flyde over af begejstring og har sendt suppen i finalen i kategorien Mad.

 

- Vi er utrolig glade, stolte og faktisk ellevilde, fordi vi er nået i finalen i produktprisen ”Sol over Gudhjem”, udtaler Christian Conradsen indehaver af Noormann, og fortsætter:

- Vi har udviklet Jomfruhummersuppen i samarbejde med Læsø Jomfruhummerfestival, og lige nu har vi så travlt i produktionen, at vi fra 1. august har ansat to nye medarbejdere, så vi kan producere i 2-holdsskift.

Produktprisen er et samarbejde mellem Coop og Danmarks største kokkekonkurrence, "Sol over Gudhjem", der med initiativet vil hylde danske produkter, som fortjener at komme frem i lyset og ud på hylderne i landets butikker.

Produkter fra hele landet er sendt ind for at deltage i landets største produktpris. Formålet med prisen er at påskønne innovative løsninger i udviklingen af lokale produkter inden for mad, drikke og konfekture og være med til at synliggøre gode eksempler på, hvordan innovation og nytænkning kan betyde alverden for et lokalt produkt.

Et ekspertpanel bestående af stjernekokkene Thomas Rode, Francis Cardenau, Mads Battefeld, Mikkel Maarbjerg samt Hanna Schaldemose fra Coop har smagt og testet alle de 106 tilmeldte produkter, og nu er i alt 12 finalister udvalgt. Tre produkter i hver af kategorierne Mad, Drikke, Konfekture og Innovation.

Stem på Christian til publikumsprisen
Som noget nyt i år kan alle gå ind og stemme på deres favoritprodukt på Coop Crowdfundings hjemmeside-platform, og Christian Conradsen opfordrer alle til at bidrage med en stemme på Jomfruhummersuppen.

Du kan stemme her.

- Vi ved, at rigtig mange frederikshavnere har smagt Jomfruhummersuppen, og vi opfordrer alle til at gå ind og stemme på suppen, så vi kan vinde. Vi håber selvfølgelig på, at al den her opmærksomhed suppen får, gør, at vi bliver en fast del af alle Coop-butikkers sortiment, siger Christian Conradsen.

Hvis man ikke har smagt Horneks Odde Jomfruhummersuppen, forhandles den i MENY-butikker i hele Danmark og fødevarebutikker på Læsø, og pr. 1. september forhandles den også i alle Føtex- og Bilka-butikker.

"Sol over Gudhjem"-finalen kan følges live lørdag 20. juni kl. 13.00 her.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close