03.08.2022 | Af: Kanal Frederikshavn
Symfoniorkester spiller hele 30 pop-up koncerter
109282
109282
Efter de seneste års corona-pandemi er kulturlivet atter fri af restriktioner. Det markerer Aalborg Symfoniorkester med en tre dage lang turné, hvor orkestret spiller mere end 30 gratis koncerter på udvalgte lokationer i hele Nordjylland, blandt andet i Frederikshavn og på Læsø.
Orkestrets 65 musikere deler sig op i mindre grupper, som besøger særligt udvalgte lokationer i alle Region Nordjyllands 11 kommuner.
Fredag 5. august kl. 15.00 er der koncert på Samlingsscenen på Kalls Torv i gågaden i Frederikshavn. Torsdag 4. august er der tre koncerter på Læsø - kl. 13.30 i Læsø Saltsyderi, kl. 15.30 på Læsø Plejehjem og kl. 17.00 i Læsø Marina Park i Østerby.
Af andre koncertsteder kan nævnes Voergaard Slot, Vebbestrup Is, Salling Rooftop og Vrå Bryghus.
- Vores publikum har vist os fantastisk opbakning de seneste år, hvor vi trods restriktioner både har solgt rekordmange sæsonabonnementer og haft en overvældende tilslutning til blandt andet vores online-koncerter i perioder med nedlukning. Derfor er vi glade for, at det nu er muligt at betale lidt tilbage på den store støtte med denne turné, siger kunstnerisk chef i Aalborg Symfoniorkester, Tecwyn Evans.
Den første pop-koncert løber af stablen onsdag klokken 11.00 på Museum for papirkunst i Blokhus, og turnéen afsluttes ved Musikkens Hus fredag den 5. august klokken 16.00.