Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.02.2021 | Af: Michael Frederiksen

Syv ud af ti smittet efter kursus med nærkontakt

Områdeleder Helle Bruun Andersen: - Smittesituationen i Familiehuset er meget beklagelig og har selvfølgelig givet anledning til, at vi i ledelsen følger op på retningslinjer og procedurer på arbejdspladsen.
Trods COVID-19 gennemførte Familiehuset i Frederikshavn Kommune 3.-4. februar et kursus, som havde den konsekvens, at syv ud af ti medarbejdere blev smittet med corona.

 

Kurset havde deltagelse af 10 medarbejdere og en kursusleder, og der var - siger flere kilder til Kanal Frederikshavn - tale om et kursus, hvor deltagerne flere gange havde kropskontakt med hinanden.

Kurset blev altså gennemført på et tidspunkt, hvor borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, nærmest dagligt minder os om, hvor vigtigt det er at holde afstand og bryde smittekæder.

Områdeleder Helle Bruun Andersen, Center for Familie, hvor Familiehuset hører under, bekræfter, at der har været syv smittede medarbejdere i Familiehuset i Arentfeldtsgade i Frederikshavn, som er for familier med børn under 18 år, som oplever problemer eller udfordringer i familien.

- Smittesituationen i Familiehuset er meget beklagelig og har selvfølgelig givet anledning til, at vi i ledelsen følger op på retningslinjer og procedurer på arbejdspladsen. Både borgere og medarbejdere skal føle sig trygge i håndteringen af retningslinjerne og efterlevelsen af disse i det daglige virke, udtaler Helle Bruun Andersen til Kanal Frederikshavn.

Hun forventer, at medarbejdere, som ikke føler sig trygge i håndtering og prioritering af aktiviteter, kontakter nærmeste leder eller arbejdsmiljørepræsentant. Der har ifølge områdelederen p.t. ikke været nogle medarbejderhenvendelser af denne art.

- Vores opmærksomhed er naturligvis skærpet, og vi inddrager både arbejdsmiljørepræsentant og personalegruppen i drøftelser af, hvordan vi i fællesskab løfter det fælles ansvar for, at retningslinjerne overholdes i en situation, hvor Familiehuset er forpligtet til at opretholde sine kritiske funktioner i forhold til borgerne, oplyser Helle Bruun Andersen.

Familiehuset har opgaver, der af myndighederne er vurderet som kritiske funktioner. Det betyder, at kommunen i hele perioden med COVID-19 har varetaget familieopgaver og opgaver i tilknytning hertil - ind imellem på nye og anderledes måder end tidligere.

- Blandt andet bruges digitale løsninger i højere grad, og alle aktiviteter vurderes individuelt ud fra nødvendighed, herunder kurser/undervisning og andre aktiviteter. Nogle fysiske møder og aktiviteter er nødvendige, andre udskydes eller aflyses, forklarer Helle Bruun Andersen.

Hun er klar over, at der kan være forskellige opfattelser af, hvad der er nødvendigt, hvordan aktiviteter opleves, opfattes og så videre.

Ifølge Kanal Frederikshavns kilder ser det ud til, at smitten, som ramte Familiehusets medarbejdere, kom fra en stor arbejdsplads i Skagen. Fra Familiehuset bredte smitten sig blandt andet til Ravnshøj-området, som i øjeblikket er det sted med relativt flest nysmittede i Frederikshavn Kommune.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close