Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
15.11.2022 | Af: Michael Frederiksen

Tadeas Galansky var en levende mur: 1-0 til WH

Frederikshavn White Hawks hentede tirsdag aften sin femte sejr på stribe. Høgene besejrede Rungsted Seier Capital med 1-0 og avancerede til femtepladsen. Nordsjællænderne har dermed tabt ni af deres seneste 10 kampe. Tadeas Galansky storspillede i WH-målet. Det var første gang i denne sæson, at tjekken holdt målet rent.

 

"Tad" var ikke den eneste tjekke, som imponerede.

Der var en kæmpe overraskelse i Frederikshavn White Hawks' startopstilling. Tjekken Michal Vagner (nr. 18) debuterede for høgene på sin 20-års fødselsdag. Han har spillet på FIK's U20-hold og har imponeret cheftræner Pelle Hånberg, som i landsholdspausen lod flere unge tjekker træne med ligaholdet. Michal Vagner med det lange hår fik chancen i tredjekæden med Thomas Søndergaard og Daniel Madsen og efterlod et lovende indtryk.

Ligesom inden landsholdspausen var høgene uden Radek Cip, Christoffer Åkesson og Jonas Jacobsen. Cip og Jacobsen er dog tæt på comeback.

De 1.182 tilskuere - bortset fra to fra Rungsted - klappede hjemmeholdet af isen efter de første 20 minutter. Det var der primært to grunde til. White Hawks førte 1-0, og de hvidblusede leverede en mandfolkepræstation, hvor ingen var i tvivl om, at de spillede med hjertet. Det er måden at vinde publikums hjerter på. Og sådan blev de ved HELE kampen.

Det bedste eksempel var, da Jacob Møller Jensen jagtede en "umulig" puck bag målet. WH-spilleren tog totalt fusen på keeperen, som var heldig med, at der ikke var en frederikshavner til at sende Jacob Møller Jensens aflevering ind i det tomme mål.

Aleksandr Bumagin bragte Frederikshavn foran i tiden 4:29. Daniel Trkulja lavede et fint forarbejde til russeren, som med sit store overblik så Jesper Jensen fri foran mål. Bumagins tværpasning snød dog Isak Wallin i Rungsted-målet, da den snittede skøjten på en back.

1-0 på hjemmeholdets første afslutning på mål.

Inden havde den tidligere WH'er Lucas Andersen testet Tadeas Galansky med en nærgående styring, men høgenes tjekkiske keeper spillede en klassekamp. WH'erne kæmpede indædt, men nordsjællænderne havde dog flere farlige forsøg. Hver gang reagerede Tadeas Galansky lynhurtigt.

Daniel Madsen havde White Hawks' største chance efter åbningsmålet. Han blev spillet fri af den debuterende tjekke, Michal Vagner, men Isak Wallin reddede. Kort før tid forsøgte en fri Thomas Søndergaard at styre pucken i mål.

Skudstatistik efter første periode: 8-5 til Rungsted Seier Capital. Den blev i anden periode udbygget til 19-14.

Anden periode var spillemæssigt som nat og dag. Frederikshavn dominerede de første otte minutter og havde flere store chancer, mens Rungsted trykkede hjemmeholdet helt i bund i den resterende del af perioden.

Allerede i det første minut var Sebastian Brinkman tæt på efter en godt set aflevering fra en igen i aften velspillende Rasmus Søndergaard. Pucken endte hos Christopher Frederiksen, og han hamrede pucken direkte ind i benskinnen på Isak Wallin, der var uden stav i situationen og i gang med en stor sideflytning.

Sebastian Brinkman igen og Thomas Søndergaard havde også nogle gode chancer, ligesom Michal Vagner udstrålede stor optimisme med et par fine afslutninger fra distancen.

Det trak op til en 2-0-føring, men da høgene var en spiller for meget på isen, måtte Aleksi Halme i straffeboksen. Det overtal blev indledningen på en massiv Rungsted-dominans i resten af perioden.

Tadeas Galansky brugte de fleste kropsdele til at redde med, og publikum var især vilde med hans "spagat-redning", da gæsterne igen var i powerplay, fordi Mads Falborg Iversen var udvist. 

Stadig 1-0 efter 40 minutter. Utroligt, at der kun var scoret ét mål i kampen.

Allerede efter et minut i tredje periode røg Rasmus Søndergaard ud i to minutter. Det overlevede hjemmeholdet. Kort efter røg Jakob Møller Jensen ud. Det undertal klarede de hvidblusede også. Og tilskuerne elskede det. Fortjente klapsalver og slagsange. Men WH'erne var bestemt ikke tilfredse med dommerens skæve fordeling af udvisninger.

Midt i perioden forsøgte Michal Vagner sig igen. Denne gang sendte den tjekkiske fødselar pucken tæt forbi stolpen efter et frækt gennembrud. Straks efter ny fantomredning af Tadeas Galansky. Har var vild i aften og blev fortjent kåret til Kampens Spiller af holdkammeraterne.

Rungsted var to spillere i overtal i det sidste minut, da gæsterne tog keeperen ud og hjemmeholdet igen blev ramt af en udvisning. Men spillerne kæmpede fremragende og vandt 1-0. En vaskeægte arbejdssejr.

Allerede på fredag kl. 20.00 spiller høgene hjemme igen. Denne gang mod bundholdet Rødovre Mighty Bulls, som i aften sensationelt besejrede SønderjyskE med 4-0.


 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close