Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
02.07.2022 | Af: Michael Frederiksen

Teknisk Udvalg: Sådan spares der 6,4 mio. kr. i år

Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune har på et ekstraordinært møde i denne uge fundet besparelser på 6.380.000 kroner i 2022. Pengene findes blandt andet ved at skrue lidt ned for varmen på kontorer og lignende samt at reducere tilskud til julebelysningen i kommunens tre største byer.

 

Den største besparelse findes ved, at Center for Park og Vej og Center for Ejendomme stort set stopper med at bruge eksterne håndværkere og entreprenører, når der eksempelvis skal tømmes rendestensbrønde, laves stribearbejde på veje og cykelstier, repareres slaghuller og laves brostenarbejde og flisebelægning.

Her forventer administrationen en besparelse på to millioner kroner.

Center for Park og Vej har planlagt indkøb af maskiner og materiel i 2022 for samlet 2,5 millioner kroner. Ved at stoppe for indkøbene nu kan der minimum spares en million kroner.

Genbesættelse af fire vakante stillinger i Center for Park og Vej og Center for Ejendomme udskydes til 2023. Det forventes, at forslaget indebærer en besparelse på 830.000 kroner.

Frederikshavn Kommune yder hvert år følgende tilskud til julebelysningen drevet af handelsstandsforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby:

Skagen: 175.000 kr.
Frederikshavn: 375.000 kr.
Sæby: 150.000 kr.

Dette tilskud bliver halveret i 2022. Administrationen foreslog helt at fjerne tilskuddet, men politikerne nøjedes med en halvering.

Endelig skal energiforbruget nedsættes, så der kan spares en million kroner på denne post. Det betyder blandt andet, at temperaturen på kontorer og lignende sænkes med én grad.

Der indføres også et stop for ikke akutte bygningsudgifter, et stop for indkøb til lageret, og endelig skal der sælges mere træ fra de kommunale skove.

Et omdiskuteret punkt om besparelser i 2023 blev pillet af dagsordenen. Det var her, at Venstre havde bedt administrationen om at finde ud af, hvad palmerne på Palmestranden koster årligt.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close