Gå til hoved-indhold
22. august 2021 - kl. 21.08

Tobias Stilling topscorer for FfI's tre bedste hold

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    To mål på førsteholdet, fire mål på andetholdet og to mål på tredjeholdet gør p.t. Tobias Stilling til tredobbelt topscorer i FfI.
Af: Michael Frederiksen

Østervrå IF er tophold i Sparekassen Vendsyssel Ligaen med 12 point efter fire kampe. SEIF har dog også maksimumpoint, men har kun spillet tre kampe. FfI hentede sæsonens første sejr i Jyllandsserien. Tobias Stilling scorede to mål. Han er nu topscorer for klubbens tre bedste hold.

Jyllandsserien 1, pulje 1:
Der var topkamp på Sparekassen Vendsyssel Arena i Sæby mellem IF Skjold Sæby og FC Djursland. Begge nedrykkere fra Danmarksserien var noteret for maksimumpoint inden opgøret lørdag eftermiddag. Kampen endte 1-1. Mads Ring udlignede straks efter, at gæsterne scorede på straffespark i det 33. minut.

FfI hentede efterårets første sejr i udekampen mod Aalborg Chang, som blev besejret med 3-1. Mathias Bowman bragte FfI foran i første halvleg, og i anden halvleg scorede indskiftede Tobias Stilling to mål. Han er nu ifølge FfI's hjemmeside topscorer på klubbens første-, andet- og tredjehold i denne sæson.

Serie 2, pulje 12:
IF Skjold Sæbys andethold spillede 1-1 i hjemmekampen mod Dronninglund. Malthe Neimann Larsen, som i sommerpausen skiftede fra FfI til Sæby, udlignede i det 80. minut. Skjold ligger på femtepladsen med fem point efter fire kampe.

Serie 3, pulje 24:
SEIF har maksimumpoint efter tre kampe. Weekendens udekamp mod Hjørring IF blev vundet uden kamp. Det er anden gang i tre kampe, at HI's tredjehold ikke kan stille hold.

Job Biak Uk Sang scorede to mål og sikrede FC Vakok ét point i udekampen mod Hirtshals. FC Vakok var bagud to gange, men opgøret endte altså 2-2.

Puljen toppes af FfI's andethold, som har 10 point efter fire kampe. Sæsonens første pointtab var en kendsgerning lørdag eftermiddag, da hjemmekampen mod Skibsby-Højene IF sluttede 3-3, efter at FfI havde været foran tre gange. Marcus Grønning scorede to mål for FfI, som ærgrede sig over, at SHI udlignede i dommerens tillægstid.

Skagen IK's bundhold spillede ikke i weekenden.

Fredag aften er der topkamp i Strandby mellem SEIF og FfI. Det er Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Serie 3, pulje 25:
Fire kampe og 12 point. Det er status for Østervrå IF's nedrykkere.


- Selvom vi nu kan notere fire sejre af fire mulige, er det bestemt ikke, fordi man falder på halen over det spil, vi leverer, lyder den ærlige melding fra assistenttræner Mathias Rosendal.

Udekampen lørdag i Hals var ingen undtagelse. Østervrå kom foran ved René Elefsen, inden hjemmeholdet udlignede kort før pausen. De sidste 10 minutter blev hektiske. Først brændte Hals et straffespark, hvorefter Casper Nielsen afgjorde kampen minuttet efter.

Serie 4, pulje 49:
Weekenden bød blot på en enkelt kamp. Gærum IF's oprykkere besejrede ude IF Skjold Sæby med 1-0. Skjold vandt tidligere på ugen med 5-0 ude over Syvsten IF. I den kamp var Daniel Overlade med hos Skjold. Han er dermed tilbage i Sæby efter flere år i FfI.


Serie 4, pulje 50:
Det kører slet ikke for Dybvad/Hørby. Fredag tabte Dybvad/Hørby med 0-5 til Ulsted Boldklub. Dermed er holdet sidst uden point og en målscore på 5-16 efter fire kampe.


Voerså IF er ét point bedre. Voerså tabte lørdag 2-5 til Dronninglund IF.

Kvindeserie Vest, pulje 251:
Oprykkerne fra DHF (Dybvad-Hørby-Flauenskjold) ser ud til at være kommet i menneskehænder. Ugen har budt på to lussinger. Tirsdag tabte DHF med 1-6 i Vejgaard, og lørdag blev det til et nederlag på 0-7 til Romalt IF på Hørby Stadion.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...