Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.11.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Tre mænd tiltalt for indbrud i millionklassen

Det største enkeltstående kup af de indbrud, som de tre er tiltalt for, blev begået 10. juni mod Knud E. i Frederikshavn, hvor der blev stjålet jakker af mærket Parajumpers for godt 177.000 kroner. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Tre mænd er tiltalt for indbrud i millionklassen i blandt andet Frederikshavn, Sæby, Løkken, Blokhus og Hjørring. Via minutiøs efterforskning har politiet koblet tyvekosterne til en lang række indbrud i tøjforretninger.

 

Der er tale om indbrud, der tilsammen løber op i millionklassen, når tre mænd på 29, 40 og 44 år efter planen sætter sig på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag og tirsdag, skriver TV2 Nord.

De tre mænd, som lige nu sidder varetægtsfængslet i den omfattende sag, er tiltalt for en massiv række af indbrud, fortrinsvis i tøjbutikker i Nordjylland og Midtjylland.

Politiet har tilsyneladende optrevlet sagen mod de tre på baggrund af fund af tyvekoster på adresser i Sindal, Frederikshavn og Midtjylland. Alle adresser, som de tiltalte har tilknytning til.

Det største enkeltstående kup af de indbrud, som de tre er tiltalt for, blev begået 10. juni mod Knud E. i Frederikshavn, hvor der blev stjålet jakker af mærket Parajumpers for godt 177.000 kroner.

Massiv indbruds-turné

Listen over de indbrud, som mændene er tiltalt for, minder i perioder om en turnéplan for et populært rockband. 23., 24., 27., 29. og 31. maj og igen 5., 8. 10., 11. og 14. juni er på listen over datoer, hvor politiet mener, at trioen har været på spil uden for lukketid i nordjyske og midtjyske butikker.

Som omtalt løber værdien af tyvekosterne ved de mange indbrud op i omkring en million kroner tilsammen.

Det fremgår ifølge TV2 Nord af anklageskriftet, at anklageren primært vil gå efter at bevise, at de tre selv har begået indbruddene, men lykkes det ikke, vil anklageren i stedet gå efter at dømt mændene for hæleri med de mange tyvekoster.

Betydelige narkofund
Anklageskriftet omfatter dog også andet end indbrud og hæleri. Den 40-årige mand på anklagebænken er således også tiltalt efter straffelovens hårde narkoparagraf for besiddelse af knap 240 gram amfetamin, som politiet tilsyneladende fandt ham i besiddelse af på en adresse i Silkeborg 21. juni år. Det var tilsyneladende den dag, politiet slog til mod de tre mænd og foretog ransagninger på deres bopæle.

Samme dag fandt politiet også narko på en adresse i Frederikshavn. Blandt andet amfetamin, hash og kokain, som alle tre er tiltalt for. Ransagningen kastede tilsyneladende også et narkoregnskab af sig, for det fremgår af anklageskriftet, at de tre også er tiltalt for sammen at have solgt amfetamin, hash og kokain for omkring 15.000 kroner.

Det fremgår ikke før sagens start, hvad de tre mænd siger til de alvorlige og omfattende anklager, men det ventes at komme frem som noget af det første, når sagen indledes mandag.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Per Frank Paulsen, TV2 Nord

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close