10.03.2023 | Af: Christian Nordentoft / Foto: Helle Krag Hornshøj
Trods 20 minutters kollaps: Optimisme i WH
111621 111621
Daniel Madsen var tæt på at bringe Frederikshavn foran med 1-0 i slutningen af første periode. Foto: Helle Krag Hornshøj
|
Frederikshavn White Hawks spillede en flot første periode, men faldt sammen i anden periode, da holdet fredag aften tog hul på dette års kvartfinaler i Metal Ligaen. Grundspillets nr. to, Herning Blue Fox, tog imod grundspillets nr. syv, Frederikshavn White Hawks.
Davids kamp mod Goliat kunne man være fræk at kalde denne kvartfinale, hvis man helt nøgternt kigger på de respektive spillertrupper og økonomien, der ligger bag. Der er ikke nogen tvivl om, at Frederikshavn er overmatchet spiller for spiller.
White Hawks stillede igen op uden langtidsskadede Jesper Jensen og Aleksandr Bumagin. Derimod var der genvalg til det 15-årige stortalent Mads Klyvø.
Det er en nødvendighed i denne serie, at Frederikshavn spiller disciplineret. Det er helt basale ting som at stå godt i midtzonen, få pucken dybt, få pucken lagt på mål med trafik foran kassen og holde sig fra udvisningsboksen. Kliché eller ej, så er det bare de ting, der afgør ishockeykampe. Specielt i slutspillet.
Det var også de elementer i spillet, der gjorde, at Frederikshavn overraskende fik den bedste start på aftenens kamp.
De første fem minutter bød på flere store chancer, hvor Thomas Søndergaard og Daniel Trkulja kunne have gjort det onde ved midtjyderne. Men Herning råder over en af ligaens bedste målmænd i Macmillan Carruth, der klarede frisag ad flere omgange.
White Hawks blev for alvor testet efter små 10 minutter, da Brett Perlini blev sendt afsted på en breakway, men Tadeas Galansky var en sikker sidste skanse. Igen.
Med fem minutter tilbage af første periode måtte høgenes Mads Falborg Iversen tage plads i udvisningsboksen for en klodset cross-checking. Men høgene viste offervilje og blokerede adskillige skud, så midtjydernes powerplay løb ud i sandet.
En af periodens største muligheder kom i slutningen, hvor kaptajn Rasmus Søndergaard fakede et slagskud, men sendte i stedet en knaldhård aflevering afsted mod bageste stolpe, hvor Daniel Madsen var tæt på at styre pucken ind.
Dermed blev der ikke scoret i første periode.
Frederikshavn spillede første periode enormt simpelt, og Herning virkede nervøse, hvilket frederikshavnerdrengen Mathias From, som nu spiller i Herning, også pointerede i et interview efter første periode.
Men det var et forvandlet Blue Fox-mandskab, der kom på banen til anden periode.
Med mere fart og intensitet i spillet gjorde midtjyderne det svært for høgene. Efter små fire minutters spil kunne Miska Humaloja bringe Blue Fox foran 1-0 efter en fremragende aflevering fra lettiske Andris Dzerins. Blot seks minutter senere blev det 2-0, da Tristan Pomerleau satte pucken ind bag en sagesløs Tadeas Galansky.
White Hawks var for alvor på hælene, hvorfor en gestikulerende høgetræner Pelle Hånberg fornuftigt tog en time-out efter små 12 minutter i anden periode.
Svenskeren fik ikke just præcis den effekt af sin time-out, han ønskede. Seks sekunder efter, at han havde snakket færdigt, øgede Metal Ligaens topscorer i grundspillet, Phil Marinaccio, hjemmeholdets føring til 3-0 efter lidt klumpspil foran målet.
Høgene var rådvilde, hvor midtjydernes Miska Humaloja gjorde ondt værre et lille minut senere, da han satte anden periodes sidste mål i kassen. 4-0 til Herning Blue Fox.
Et kollektivt høgekollaps var en realitet. En trist og lidt ærgerlig følelse sad man med, da White Hawks efter en glimrende første periode havde skabt et håb.
Herning Blue Fox tog et par dumme udvisninger i starten af tredje periode, hvor det til sidst lykkedes Christopher Frederiksen at reducere til 1-4 efter blot seks sekunder i powerplay.
Frederiksen fortsætter med at levere på højt niveau for høgene!
Efter scoringen blev slutspilsnerven atter tændt, hvor flere tacklinger og skærmydsler efter spilstop bragte tændingen lidt op.
Det gik udover Aleksi Halme, der små 10 minutter inde i tredje periode, blev hårdt ramt af den 30 kilo tungere Mathias Bau. Halme gik i isen, men blev heldigvis klar igen.
Frederikshavn kløede på og viste identiske takter fra første periode, hvor man fik spillet sig frem til flere store chancer, heriblandt til 15-årige Mads Klyvø.
Kampene bølgede frem og tilbage de sidste 10 minutter af tredje periode, der bød på flere store chancer til begge hold, dog uden at der blev scoret.
Kampen sluttede med en 4-1-sejr til Herning Blue Fox, der bringer sig på 1-0 i denne kvartfinaleserie.
Med tanke på 40 minutters glimrende ishockey er der optimisme at hente til søndagens opgør i Nordjyske Bank Arena.
|
|
|
|
Flere nyheder
Indlæser nyheder
|
|