Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.04.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Trods COVID-19 kan du lytte med på byrådsmødet

Karl Falden og Kenneth Bergen sidder derhjemme, når de onsdag deltager aktivt i byrådsmødet.
Du kan ikke møde fysisk op som normalt, hvis du vil følge onsdagens byrådsmøde i Frederikshavn Kommune, men du kan lytte med i din radio, hvor mødet transmitteres direkte.


 

Normalt kan alle og enhver møde op og lytte med, når der er byrådsmøder, men grundet risikoen for coronasmitte er det desværre ikke muligt, når næste byrådsmøde løber af stablen onsdag 29. april.

- Vi skal sørge for at være så få som muligt til stede, så vi kan minimere smitterisikoen. Derfor kan vi desværre ikke lade borgere få adgang til mødet, fortæller borgmester Birgit S. Hansen.

Hun understreger dog, at selvom borgerne ikke fysisk kan møde op, kan de bestemt stadig lytte med til den politiske beslutningsproces.

- Det er vigtigt, at borgerne kan følge med, næsten præcis som de plejer. Så inden mødet kan man læse dagsordenen på hjemmesiden, og efter mødet kan man læse referatet – og hele mødet transmitteres direkte i Frederikshavn Lokalradio, hvor man kan lytte med live, forklarer Birgit S. Hansen.

For at minimere smitterisikoen for corona, er det kun de seks gruppeformænd, borgmesteren og to embedsfolk, der må deltage fysisk i mødet.

- Vi har lavet en aftale med alle gruppeformændene om, at det er sådan, vi afvikler byrådsmødet. På den måde bliver vi under 10 personer og har mulighed for at holde den afstand, som vi bør, siger Birgit S. Hansen.

De øvrige byrådsmedlemmer vil dog stadig deltage i mødet, blot over Skype. Både indlæg fra de medlemmer, der sidder i byrådssalen, og de, der deltager via Skype, vil blive transmitteret via radioen.

- Det er vigtigt, at demokratiet fortsætter – selv under kriser. Så derfor arbejder vi løbende på at finde de sikreste måder, hvorpå vi kan fortsætte det politiske arbejde med fuld gennemsigtighed. Derfor har vi fundet frem til den her løsning, hvor vi kan holde byrådsmødet, men samtidig overholde alle retningslinjer mod coronasmitte, udtaler Birgit S. Hansen.

Fysisk med på mødet er gruppeformændene Bjarne Kvist (S), Mette Hardam (V), Flemming Rasmussen (DF), Christina Lykke Eriksen (SF), Peter E. Nielsen (løsgænger), Poul Erik Andersen (EL og stedfortræder for Ida Skov), borgmester Birgit S. Hansen, kommunaldirektør Mikael Jentsch og referent Marianne Lessèl.

Byrådsmødet transmitteres direkte i Frederikshavn Lokalradio 29. april kl. 19:00. Frekvenserne er: 

• Skagen: 97,0 Mhz fra fællesantennen. 
• Frederikshavn: 106,6 Mhz med almindelig antenne. 
• Sæby: 97,4 Mhz med almindelig antenne eller 91,5 fra fællesantennen. 
• Øvrige dele af Vendsyssel: 103,5 Mhz.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close