Turbo på udlejningen af sommerhuse i Toppen af Danmark
I mange år var Bent "Turbo" Christensen kendt som en populær ishockeyspiller i FIK og White Hawks, og han har taget meget med sig fra tiden på isen med over i sit job som chef for feriehusudlejningen hos Toppen af Danmark - Feriehuse.dk, som han har stået i spidsen for i en årrække.
Vindermentaliteten er der nemlig stadig, og der er for alvor turbo på hos Bent Christensen, der i en årrække har indtaget rollen som holdkaptajn hos Toppen af Danmark feriehusudlejning.
På trods af den kendsgerning, at der stadig mangler nordmænd i prognoserne for 2024, har Bent Christensen og kollegerne hos Toppen af Danmark skabt rekord i forbookinger af feriehuse til 2024.
Hele 10 procent større forsalg end den hidtidige rekord kunne præsenteres på første arbejdsdag i det nye år, da alle kolleger hos Toppen af Danmark var samlet på hovedkontoret i Skagen i går.
Det var således en god start på året for turistforeningen, der udover at arbejde for sine mere end 300 medlemmer i turistbranchen, også er kendt for at være en stærk lokal samarbejdspartner for sommerhusejere, der ønsker at udleje deres sommerhus i området fra Sæby til Skagen.
Bent Christensen mener, at det er en styrke at være de eneste lokale, der er repræsenteret med eget kontor i Sæby, og som har førertrøjen i Skagen.
- Det giver os mulighed for at servicere husene bedre med vores eget rengøringshold og serviceteknikere, og vi kan skabe god udlejning på husene, fordi vi kender de lokale marked, siger han.
Bent Christensen kan også allerede nu se, at man kommer til at mangle sommerhuse til udlejning i højsæsonen i år. Det gælder for hele området fra Sæby til Skagen.
Interessen for at leje sommerhuse gør, at Toppen af Danmark – Feriehuse.dk efterlyser husejere med sommerhus i området fra Sæby til Skagen, der har lyst til at tjene en ekstra skilling på at udleje deres sommerhus i sæsonen i år.
- Selvom det oftest kan være en fordel for udlejningen, behøver et sommerhus ikke nødvendigvis have hverken have pool, spa eller havudsigt, hvis det skal udlejes til turister her i lokalområdet, fortæller Bent Christensen og uddyber sin forklaring med, at turisterne, som Toppen af Danmark udlejer til, er et mix af forskellige typer af feriegæster fra primært Danmark, Tyskland, Holland og Norge.
- De forskellige typer af turister efterspørger forskellige typer af sommerhuse, og derfor er vi også på udkig efter et bredt spekter af feriehuse til udlejning, pointerer Bent Christensen.
Toppen af Danmark – Feriehuse.dk kan hurtigt vurdere udlejningspotentialet og besøger gerne lokale sommerhusejere, der ønsker at få kigget på om deres sommerhus passer godt ind i den stigende efterspørgsel, som man oplever her i området.