Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
06.04.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Turister efterspørger endnu flere oplevelser

Et udsnit af magasinets forside.
Destination NORD har produceret et gratis inspirationsmagasin, som kan hjælpe turisterne på vej og få dem rundt og opleve Nordjylland. Magasinet er trykt på miljøvenligt papir, men kan også findes digitalt.

 

Det vrimler med oplevelser fra Skagen til Aalborg, men det er altid en udfordring at få dem formidlet til turisterne på rette tid og sted. Turisterne er meget forskellige, og nogle er på længere ferie, mens andre er her over en weekend og måske i forretningsøjemed:

- Vi er velsignet med en destination, hvor alt det bedste af Danmark findes - blot i en mindre geografi. Det er MEGET svært at få det hele med, men vi har gjort alt, hvad vi kunne. Det handler jo også om prioritering, men det siger sig selv, når man har destinationer som Skagen, Læsø, Aalborg og hele Kattegatkysten, så kan man komme til at mangle sider, påpeger adm. direktør Tonny S. Thorup, Destination NORD, og fortsætter:

- Gæsterne efterspørger hele tiden flere og flere oplevelser, og det er jo godt. For os handler det om at få inspireret turisterne til at komme ud og opleve det østlige Nordjylland. Jo flere, jo bedre – det skaber omsætning, og i sidste ende skaber det lyst til at komme tilbage. Man skulle gerne tænke, at man ikke nåede at opleve det hele, så man bare bliver nødt til at komme igen.

Destination NORD præsenterer også de mange nordjyske oplevelser via www.enjoynordjylland.dk, ligesom der er lanceret GoVisit-app’en, hvor både borgere og turister kan finde information om oplevelsestilbud:

- Indrømmet: Vi vil meget gerne holde gæsteservicen digitalt, fordi vi rammer flest med færrest midler. Det er også mere bæredygtigt. Når det nu skal være, har vi trykt på svanemærket papir og fra bæredygtigt skovbrug i Sverige og Finland, hvor der plantes to til tre gange flere nye træer, end der fældes, siger Tonny S. Thorup og tilføjer:

- Vi har også gjort os ekstra meget umage med at præsentere vores del af Danmark på en æstetisk smuk måde. Vi har haft en klar mission om at flytte os fra de små fedtede turistbrochurer, som ligger og fylder op på tankstationerne. Den mission er jeg glad for, at vi er lykkes med.

Magasinet udkom i går i 200.000 eksemplarer og vil være tilgængeligt - ganske gratis - fra en lang række steder i Nordjylland. Inden påsken vil man kunne finde magasinet rundt om på hoteller, campingpladser, sommerhusudlejningsbureauer, lystbådehavne, turistinformationer, attraktioner og andre steder hvor turisterne færdes.

Derudover kan magasinet tilgås digitalt på www.enjoynordjylland.dk/magasin

 

BillederTilføj billede


FOTO: Destination NORD

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close