Gå til hoved-indhold
05 november. 2023

Udsolgt hus til spændende og tankevækkende foredrag med Samuel Rachlin

  • 1 af 2
    Samuel Rachlin mindede os om, at Ukraines krig også er vores krig, og vi skal støtte Ukraine alt det, vi kan. Vi må ikke tabe krigen i Ukraine!
  • 2 af 2
    Der var fuldt hus til arrangementet med Samuel Rachlin på Essens Gaarden.
Af: Michael Frederiksen

Venstre i Frederikshavn måtte stoppe for tilmeldingerne til Samuel Rachlins foredrag PUTINS KRIG på Essens Gaarden. Der var simpelthen udsolgt af pladser. 113 forventningsfulde deltagere til foredraget - og over halvdelen deltog i pizzaspisning på Essens Gaarden inden foredraget.

I foredraget PUTINS KRIG satte Samuel Rachlin de aktuelle begivenheder i perspektiv på baggrund af russisk historie, kultur og tænkning for at vise, hvad der har bragt Putin og Rusland til et punkt, hvor verdensfreden er i fare!

Samuel Rachlin fangede alle deltagere med et meget spændende foredrag, som samtidig også var skræmmende og tankevækkende. Er vi rykket tættere på en ny verdensorden og mere krig og ufred?

Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål til Samuel Rachlin, og de mange spørgsmål afspejlede deltagernes store engagement og indlevelse i emnet.

Samuel Rachlins viden om Rusland og Putin er imponerende og han evner at formidle det på en måde, som både er spændende og bekymrende. Han beskrev, hvordan Putin er besat af historie, magt og en ny verdensorden. Putin anser Rusland og Ukraine som ét folk og har aldrig accepteret Ukraines selvstændighed fra Sovjetunionen.

Putins Rusland er et imperium, som skal genvinde verdensmagt. Putin er i sit es, når han fører krig, det er sket tidligere i Tjetjenien, Syrien, Krim og nu i Ukraine. For Putin er ustabilitet i verden en fordel for Rusland – som nu krigen mellem Hamas og Israel. Det påvirker den nuværende verdensorden og kan risikere at føre til en ny verdensorden med mere magt til Rusland.

Samuel Rachlin pointerede, at russerne ikke har samme kultur og tankegang som os i Vesten, og at der er stor grund til at være bekymret for verdensfreden. Putin vil gerne skrive sin egen version af den russiske historie, og han tror på sine egne løgne og uovervindelighed.

Til slut mindede Samuel Rachlin os om, at Ukraines krig også er vores krig, og vi skal støtte Ukraine alt det, vi kan. Vi må ikke tabe krigen i Ukraine!

Alle de 20 bøger "Jeg, Putin", som Samuel Rachlin havde med til foredraget, blev udsolgt og signeret af aftenens foredragsholder.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...