Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.11.2020 | Af: Michael Frederiksen

V skyder valgkampen i gang: Bedre Balance

Mette Hardam (V): - Politiske beslutninger bliver ikke gode, når de er præget for meget af én farve, så det vil jeg arbejde benhårdt på at ændre ved næste års valg.
Frederikshavn Kommune har brug for "Bedre Balance". Det pointerer Venstres borgmesterkandidat, Mette Hardam, her ét år før kommunalvalget tirsdag 16. november 2021.

 

Venstre har skudt valgkampen i gang med blandt andet en annoncekampagne på Kanal Frederikshavn. "Bedre Balance" er partiets valgslogan. 

Ved valget næste år tager Mette Hardam kampen op med danmarkshistoriens største stemmesluger ved et kommunalvalg, borgmester Birgit S. Hansen (S), som personligt fik 42 procent af stemmerne. 14.843 vælgere satte kryds ud for Birgit S. Hansen.

Socialdemokratiet fik 18 pladser ud af 29 i Frederikshavn Byråd - altså absolut flertal. I dag er S-gruppen endda vokset til 20, fordi Lars Oldager fra DF og Peter E. Nielsen fra Det Konservative Folkeparti er skiftet til Socialdemokratiet.

- Jeg kender oddsene og udfordringen, men jeg er først og fremmest holdspiller, og mit største fokus op til næste års valg er at stille et stærkt hold. Demokratiet har ikke godt af en gentagelse. Det politiske landskab bør være mere nuanceret i Frederikshavn Kommune. Politiske beslutninger bliver ikke gode, når de er præget for meget af én farve, så det vil jeg arbejde benhårdt på at ændre ved næste års valg, siger Mette Hardam.

Venstres kandidater til kommunalvalget vælges i løbet af første kvartal 2021. De ni lokale vælgerforeninger vælger cirka halvdelen, og 8. marts er der generalforsamling i kommuneforeningen. Her præsenteres alle Venstres kandidater.

Unge og repræsentanter fra det private erhvervsliv står højt på Mette Hardams ønskeliste.

- Alt for få af mine kolleger i byrådet har ikke selv prøvet at have "hånden på kogepladen". Med vores "Wanted"-kampagne håber jeg, at der sidder kandidater, som har lyst til at gøre en forskel, siger Mette Hardam.

Venstre har i dag seks byrådsmedlemmer. Som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn stopper Jytte Høyrup. Hun har dog besluttet at stille op til regionsrådet.

Ud over Mette Hardam genopstiller Peter Sørensen, Asger Mortensen og Helle Madsen, mens Jens Borup, som har afløst Anders Broholm, der er flyttet til København, endnu tæller på knapper.

- Jens Borup er en aktiv erhvervsmand og bestrider mange bestyrelsesposter. Hvis COVID-19 krisen kræver hans fulde opmærksomhed på disse opgaver, må det politiske arbejde vige pladsen, oplyser Mette Hardam.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close