Gå til hoved-indhold
19. november 2021 - kl. 00.11

V: Trist, når magtbegæret kommer før fornuften

  • 1 af 2
    FOTO: TV2 Nord
  • 2 af 2
    Borgmester Birgit S. Hansen (S) og Mette Hardam (V) i en samtale i valgcaféen på valgaftenen i Arena Nord.
Af: Michael Frederiksen

Venstres kritik af borgmester Birgit S. Hansen fortsætter, men hun undrer sig stadig over, hvorfor Venstre to gange sagde nej til en invitation om at genåbne konstitueringsaftalen.

Byrådsmedlem Peter Sørensen (V), som blev genvalgt med 783 stemmer, mener, at konstitueringsforhandlingerne har været en uskøn proces.

- Vi kan konstatere, at al indflydelse/opposition er forsøgt båndlagt. Det har vi i Venstre sagt nej til, og selvom det er trist med den enorme opbakning, kan jeg kun slå fast, at I har støttet en markant opposition, som ikke solgte friheden. Jeg skal garantere, at I stadig har fået noget for jeres stemme. Det er altid trist, når magtbegæret kommer før fornuften, skriver Peter Sørensen på Facebook.

Både Peter Sørensen og Mette Hardam påstår, at Venstre ikke fik selv lov til besætte de få poster, som partiet blev tilbudt. De er af den overbevisning, at borgmesteren forlangte, at Mette Hardam skulle være formand for Teknisk Udvalg.

Den udlægning afviser Birgit S. Hansen.

- Venstre bestemmer, hvad de vil, og det gør de også her, sagde borgmesteren torsdag aften til TV2 Nord.

Mette Hardam fastholder sin udlægning af forhandlingerne på valgnatten.

- Jeg ved, hvad vi har hørt i forhandlingen, og det var, at hvis vi skulle have den formandspost, så var det mig, der skulle besætte den, udtaler Mette Hardam til TV2 Nord.

Venstre ønskede, at Peter Sørensen skulle være formand.

Tidligere torsdag skrev Mette Hardam i et indlæg på Kanal Frederikshavn, at borgmesteren var ude i en "ren straffeaktion" af Venstre på valgnatten. "Borgmesterens fine ord om samarbejde og dialog var pist væk", lød det fra Mette Hardam.

Det forstår Birgit S. Hansen ingenting af. Hun hæfter sig ved, at Mette Hardam i valgkampen har udtalt, at de to store partier de forgangne fire år har truffet beslutninger i enighed i 95 procent af sagerne.

- Men nu vil jeg ikke bruge mere tid på at forholde mig til Venstres bitre udsagn. Jeg vil bruge al min energi på at arbejde for Frederikshavn Kommune og i samarbejde med de, der vil, siger Birgit S. Hansen.

Hun pointerer dog, at Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Dansk Folkeparti tilbød at genåbne konstitueringsaftalen to gange.

- Så kunne Venstre argumentere for deres input til fremtidens drift af kommunen, men Venstre sagde nej. Det er jeg ked af, for det er bedst at samarbejde, siger Birgit S. Hansen.

Hun håber nu, at Venstre finder ro i deres valg om at være oppositionsparti.

Birgit S. Hansen har ved de to seneste valg fået over 40 procent af stemmerne i Frederikshavn Kommune. Ved valget i tirsdags stemte 13.230 på den 54-årige borgmester. Dermed var hun den kandidat i hele Danmark, som fik fjerde flest stemmer.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...