Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.11.2022 | Af: Marcus Linkhorst

Folketingsvalg: Her er vinderne og taberne

Kanal Frederikshavns journalist, Marcus Linkhorst, under interviews med Mette Frederiksen og Søren Pape.
19-årige Marcus Linkhorst fra Frederikshavn studerer til journalist i Odense. I fire år har han skrevet for Kanal Frederikshavn, og i denne blog gør han status over folketingsvalget og vurderer valgets vindere og tabere. 

 

Et valg til historiebøgerne. Både dagen for folketingsvalget og dagen derpå.

Ét mandat ændrer hele udfaldet, flere profiler opnår ikke genvalg, og regeringsforhandlingerne bliver yderst komplicerede.

Det er samtidig også et valg, der allerede har haft konsekvenser. Radikale Venstre har fået ny leder ovenpå et dårligt valg, og jeg vil ikke udelukke, at de er det eneste parti.

Det er blevet tid til at kåre valgets vindere og tabere, og det starter med førstnævnte.

Socialdemokratiet:
Jeg forstår godt, hvis de socialdemokratiske strateger havde frygtet for vælgernes dom efter mink-skandalen og FE-sagen, der blussede op under valgkampen, da Lars Findsen udgav sin bog. Men det er ikke noget, der har påvirket det socialdemokratiske resultat. Tværtimod. Socialdemokratiet fik 27,5 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 1,6 procentpoint sammenlignet med seneste valg og det bedste valg siden 2001. Der var altså jubel ved den socialdemokratiske fest, da det endelige resultat kom, og det stod klart, at der var rødt flertal.

Danskerne har altså samlet sig om Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, der er gået til valg på en regering over midten med det argument, at der er urolige tider med krig i Ukraine, inflation og kort inden valgkampen angreb i Østersøen, hvorfor det er vigtigt med de gamle, regeringsbærende partier i en regering. Det har fået Socialdemokratiet til at turnere med valgsloganet "lad os passe på fremtiden", hvilket altså har gjort valget til et valg om lederskab.


Det lykkedes socialdemokratiet med. Modsat de borgerlige, der gerne vil fremhæve mink-skandalen og FE-sagen som udtryk for, at landet trænger til nyt lederskab, og det er derfor, det er Socialdemokratiet, der er en af valget vindere.

Alternativet:
Før oktober skulle man helt tilbage til 2020 for at finde en Voxmeter-måling, der sender Alternativet over de magiske to procent og spærregrænsen. Der er altså tale om en slutspurt af en anden verden for det grønne venstrefløjsparti, der ender på 3,3 procent af stemmerne. En læser med god hukommelse vil måske kunne huske, at jeg skrev, at Alternativet ikke længere kunne reddes, da Josephine Fock trak sig som leder, og partiet havde mistet fire ud af fem folketingsmedlemmer. Det var en anden tid, må man sige. Kort inden valgkampen kom Uffe Elbæk tilbage fra Frie Grønne, og selvom han ikke genopstiller, så skal man ikke undervurdere betydningen af, at partistifteren kom tilbage. Dernæst tror jeg heller ikke, man skal underkende, at klimaet stadig fylder en hel del blandt vælgerne, hvorfor der stadig er en plads til seks alternativister i Folketinget. Seks personer ud af 175, men samtidig seks uhyre vigtige personer. De er nemlig med til at sikre en rød valgsejr, og nu er jeg ganske vist ikke valgforsker, men min fantasi siger mig, at det har været med til at ændre valgresultatet, at de ikke kom over spærregrænsen i forhold til stemmespild. En ting, de socialdemokratiske medlemmer også bemærkede inden valget, hvor de sendte en masse ros og "held og lykke"-beskeder afsted til Alternativet. Det virkede tydeligvis.

Moderaterne:
Lars Løkke fik ikke den midter-position, som han havde håbet på: Rollen som kongemager, der ville være umulig at komme udenom, når der i regeringsforhandlingerne skal tælles til 90. Ét mandat gør, at det ikke er det, der sker, men Moderaterne har alligevel formået at placere sig på midten med 16 mandater, der gør dem til Folketingets tredjestørste parti. Og selvom Mette Frederiksen kan undvære mandaterne i midten, så er det svært at forestille sig, at de ikke kommer til at spille en stor rolle i den kommende regeringsperiode.

Lars Løkke har nemlig brugt hele valgkampen på at sige, at han peger på "noget og ikke nogen", da han vil gå derhen, hvor den rigtige politik føres, og hvor han får størst indflydelse, mens han har talt om regering over midten, hvis han fik de afgørende mandater. Det har han ikke fået, men det har vist sig, at Løkke fandt det, som vælgerne efterspurgte. Et parti, der vil forsøge at løse de store problemer i samfundet fra midten uden yderfløjenes ultimative krav, og det er også en vej, som Mette Frederiksen vil gå med en bred regering, hvorfor det stadig virker meget sandsynligt, at Lars Løkke får en vigtig rolle i dansk politik, selvom det ikke blev til kongemager-rollen.

Liberal Alliance:
Liberal Alliance med Alex Vanopslagh i spidsen står tilbage som en af de helt store vindere ved dette valg. Efter valget i 2019 overtog den nyvalgte, unge folketingspolitiker et parti, der lige klarede spærregrænsen, og undervejs i valgperioden har de lagt under spærregrænsen, og ofte har de ikke været meget over. Valgresultatet gav dem 7,9 procent. En mandatmæssig fremgang på 10 mandater sammenlignet med sidste valg. En helt vild udvikling for Alex Vanopslagh og Liberal Alliance.

Men det overrasker mig egentlig ikke. Alex Vanopslagh har igennem hele valgperioden vist sig som en dygtig politiker og en enormt god retoriker, der dygtigt har talt den liberale sag. Og så er han et hit blandt de unge. Især på TikTok er han populær, men svaret skal også findes andre steder. Generelt har Liberal Alliance haft succes med deres kampagner, hvor de har gjort meget ud af at tale op til de unge. De har blandt andet haft valgplakater, hvor der står "du kan godt", hvilket har talt til de unge i en tid, hvor præstationskultur og forventningspres fylder enormt meget.

Med 7,9 procent af stemmerne har Alex Vanopslagh altså ført Liberal Alliance tilbage til et sted, hvor de sidder sikkert i Folketinget.

Danmarksdemokraterne:
For fire måneder siden stiftede Inger Støjberg partiet, og hun blev på rekordtid opstillingsberettiget til Folketinget - otte dage efter stiftelsen - og hun oplevede på rekordtid tårnhøje meningsmålinger. Deres første meningsmålinger hos Voxmeter lå på omkring ni procent, hvilket er enormt flot af et nyt parti, og det har været tydeligt, at partiet har haft den Støjberg-effekt og gennemslagskraft, som Inger Støjberg besidder. Det viser sig også i valgresultatet, hvor partiet scorer 8,1 procent af stemmerne og får 14 mandater.

Selvom Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har politik på hylderne, så er det ikke min analyse, at det er det, der har skaffet partiet så flot et valg. Inger Støjberg har gjort meget ud af at fortælle, at forskellen mellem land og by er blevet for stor, og at der ikke skal være en Co2-afgift på landbruget. Det er overfladisk, men det virker, for det tiltaler de frafaldne, jyske Venstre-vælgere, der er. Men hovedårsagen skal findes i navnet Inger Støjberg, der gør meget ud af at fortælle, at folk ved, hvad hun står for. I hvert fald en stram udlændingepolitik, som hun har kunne lukrere på, når Dansk Folkeparti fortsat taber vælgere.

Men selvom der ikke er meget konkret politik hos Danmarksdemokraterne, så har de alligevel formået at hente opbakning hos 8,1 procent af vælgerne, og det er flot!

Men som ved alle andre ting, hvor det handler om at vinde - i dette tilfælde magten - så findes der også tabere - og ved dette valg findes de i den borgerlige lejr. Den borgerlige lejr har nemlig oplevet det, som en bekendt historiker kalder "borgerligt jordskred", hvorfor der på blå side af Folketinget findes vindere og tabere.

Venstre:
Av! Venstre har siden 2021 lagt et stykke under valgresultatet i 2019 med meningsmålinger på mellem 11 og 17 procent, så det har egentlig ikke været en overraskelse, at Venstre mistede 10,1 procentpoint ved dette valg, men det ændrer ikke på, at det gør Venstre til en af valgets tabere. Det skal så også tilføjes, at formand Jakob Ellemann-Jensen har heller ikke haft de nemmeste arbejdsvilkår i sin tid som Venstres høvding. Han overtog et parti, der netop havde været igennem et formandsopgør, hvor tidligere formand Lars Løkke blev presset til at gå af eller lade sig udfordre til formandsposten, og siden har han sendt sin næstformand Inger Støjberg i rigsretten, og hun og flere andre profiler - blandt andet Tommy Ahlers og Karsten Lauritzen - har siden forladt partiet. Derudover har det ikke gjort det nemmere, at både Lars Løkke og Inger Støjberg har taget vælgere med over i deres nye partier. Det har derfor været tre turbulente år, som Jakob Ellemann har haft i formandsstolen i Venstre, men det ændrer ikke ved, at Venstre står tilbage som en af valgets tabere, når man rækker ud efter Statsministeriet og samtidig mister 20 mandater. Det er i øvrigt ét mandat mindre, end DF mistede ved valget i 2019, så der er altså tale om en nedtur af de store sammenlignet med valgresultatet før.

Konservative:
Siden valget 2019 har Konservative haft en opadgående kurve i meningsmålingerne, og det seneste halvandet år inden valget har de stået til en fordobling målt i procent, mens flere målinger har gjort dem til det største borgerlige parti. Søren Pape udtalte også til undertegnede, at han aldrig havde haft det bedre inden kommunalvalget i 2021, og det gav fantastisk god mening. Dengang var der snak om, at han burde række ud efter Statsministeriet.

Det valgte han siden af gøre. I august valgte han at melde sig som statsministerkandidat, og også dengang gav det god mening. De konservative stod godt i målingerne, der var mulighed for blåt flertal, og Søren Pape var den mest troværdige partileder i Folketinget. Men som statsministerkandidat bliver man tryktestet på en anden måde end andre partiledere, og det fandt Søren Pape ud af. Ekstra Bladet skrev efterfølgende historier om, at Søren Pape havde fortalt usandheder om sin mand, som han senere blev skilt fra, havde ført diplomati uden om udenrigstjenesterne og angiveligt fået fat i en bolig på en lidt uheldig måde. De konservative mener, at flere af historierne er usande, og det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men det ændrer ikke på, at de historier har betydet meget for Søren Papes troværdighed, der spillede en afgørende rolle for den fremgang, som Konservative stod til i målingerne.

Samtidig med sit statsministerkandidatur lancerede Konservative en 2030-plan med skattelettelser for 17,3 milliarder, som de vil finde via effektiviseringer, men Socialdemokratiet gjorde meget ud af at fortælle, at det vil betyde fyringer af knap 40.000 offentligt ansatte. Den holder vist ikke helt vand, men jeg tror, der sidder nogle borgerlige vælgere, der er blevet skræmt af det. Især når Venstre mener, det er umuligt at effektivisere for så mange milliarder.

Siden styrtdykkede Konservative i målingerne, og valgresultatet i 2022 endte dårligere end det i 2019. Det lyder ret vildt, hvis man hørte den sætning for få måneder siden, men ikke desto mindre det, der skete. Og selvom Søren Pape på valgaftenen afviste at gå som formand, så er det ikke noget, jeg vil vurdere som usandsynligt. Der er én mand, der har smidt de gode, konservative målinger på gulvet. Det er Søren Pape. Jeg vurderer derfor, at der godt kan komme et pres på Søren Pape fra baglandet.

Dansk Folkeparti:
Fra 2015 til 2019 var Dansk Folkeparti landets største blå parti, og de var landets næststørste parti. Nedturen var derfor total ved valget i 2019, da de mistede 21 mandater, men det var ikke bunden, de ramte. Ved kommunalvalget i 2021 mistede de over halvdelen af stemmerne, og Kristian Thulesen Dahl valgte derefter at gå af som formand. Nu skulle der en ny start til med Morten Messerschmidt som ny formand, men heller ikke han har formået at vende de dårlige meningsmålinger, og inden valget har de lagt lige over eller under spærregrænsen. En konsekvens af Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, der også står for en stram udlændingepolitik og dermed appellerer til Dansk Folkepartis vælgere - og kandidater.

En del prominente DF’ere skiftede nemlig til Danmarksdemokraterne, så også Morten Messerschmidt har haft andre partier at skulle forholde sig til som eksempelvis Jakob Ellemann. Partiet kom ind i Folketinget med 2,7 procent af stemmerne, og jeg tror egentlig, at det var partiets mål ved dette folketingsvalg, men når nedturen bare fortsætter, så er det svært at se, at partiet er andet end blandt valgets tabere.

Radikale Venstre:
Det er egentlig Radikales fortjeneste, at folketingsvalget afholdes i dette efterår. Da Minkkommissionen udkom med sin rapport i sommer sagde Radikale, at de vil vælte regeringen, hvis ikke der var udskrevet valg i forbindelse med Folketingets åbning 4. oktober. Radikale havde altså tillid til regeringen i sommer, men ikke til oktober, og så valgte Radikale desuden at pege på Mette Frederiksen, da valget blev udskrevet.

Det svarer til at sige, at man vil slå op med sin kæreste om tre måneder, og så vil man derefter gerne være kærester med hende igen. Det har vælgerne straffet Radikale for. De mistede ved valget ni mandater - heriblandt profiler som politisk ordfører Andreas Steenberg og Rasmus Helveg Petersen - og det tog Sofie Carsten Nielsen konsekvensen af onsdag, dagen efter valget, hvor hun trak sig som politisk leder. Sofie Carsten Nielsen fik nemlig også et personligt dårligt valg. Hun var den politiske leder med færrest personligt stemmer - færre end Sikander Siddique og Marianne Karlsmose, der ikke kom ind i Folketinget. Så selvom hun kom ind, så virker det naturligt, at Sofie Carsten Nielsen trak sig som leder. Hun udløste selv valget, og den strategi var helt tydeligt en fejl efter et dårligt resultat.

Det var min opgørelse over valgets vindere og tabere. Nu vil jeg sætte mig til at skrive om de regeringsforhandlinger, der starter fredag morgen, for de bliver komplicerede og besværlige. Læs med en af de kommende dage på Kanal Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Marcus Linkhorst

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close