Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.02.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Vi rykker sammen på klimadagsordenen

Christina Lykke (SF), byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune og medlem af det kommunale Kontaktråd for Nordjylland, samt Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune og medlem af det kommunal Kontaktråd for Nordjylland, har skrevet dette indlæg:

 

Vi er ikke længere der, hvor vi bruger hinandens tid på, OM der er klimaforandringer. Nu bruger vi hinandens tid på, hvad vi kan gøre ved det. Det gør vi også i politiske fora som byrådet lokalt og i vores regionale samarbejde med regionen og de 10 andre kommuner, hvor vi har sæde.

Vi er kommet fra: Hvorfor skal vi beskæftige os med klima? Til: Hvad gør vi konkret og sammen for miljøet og ved klimaforandringer?

Men lad os alligevel stoppe op ved
Hvorfor:
Vi vil sikre ressourcer til kommende generationer
Vi vil dyrke synergien og skabe sammenhænge på tværs
Og grøn omstilling skal være en vækstdriver for nordjyske virksomheder

I Frederikshavn Kommune har vi i mange år været energikommune, og det giver os en fordel, nu hvor vi også er blevet DK2020-kommune, og hvor vi skal beskrive konkrete tiltag til nedbringelse af CO2.

Det hele handler om, at vi skal lave konkrete handleplaner med konkrete initiativer for at nedbringe CO2, omstille til grøn energi, cirkulær økonomi og så videre.

Vi gør det ikke alene. Vi samarbejder med, og laver partnerskaber med, erhvervet, landbrugsorganisationerne, med boligforeningerne og med borgerne om konkrete tiltag.

Vi nævner i flæng, men der er mere: Energioptimering af boliger (vinduer, isolering, varmekilder og så videre), det handler om el-cykler, om 0-emissionsbiler, som også er en retning i det kommunale budget, om andre energiformer, om affaldssortering. Det handler også om separatkloakering og om sikring af høje vandstande på marker og havne og så videre. Og det handler om skove og biodiversitet. Det handler om grønnere energiformer.

I vores regionale samarbejde med regionen og de andre 10 kommuner har vi en strategi for at rykke på klimadagsordenen. Der er beskrevet indsatsområder, men også konkrete tiltag i forhold til transport, og om at bidrage til etablering af skove, søer med mere, om at indarbejde klimatilpasning i kommuneplanlægning, krav om bæredygtigt byggeri med lavt CO2 aftryk i offentlige byggerier og anlæg, inspirere til bæredygtighed hos landbrug i forbindelse med tilsyn med videre. Ja, vi har mange konkrete tiltag - heldigvis.

Vi skal også rejse udfordringerne nationalt. Det gælder el-ladestandere, landstrøm på havne og andre vigtige tiltag for klimaets skyld, men hvor vi har brug for, at staten spiller med.

Der er mange knapper at trykke på, og det gør det kompliceret, men vi må aldrig gemme os bag, at noget er svært.

Der skal vi se mulighederne, og det er vi klar til - sammen med borgere og erhverv.

Og det er vi fordi, alt tæller i en vigtig dagsorden som klimaet, og vi spiller ind i en dagsorden, som vedrører alle.

Det kan være en vækstdagsorden, hvis vi er vågne og omstillingsparate.

Vi satser på, at vi sammen og på tværs rykker på klimadagsordenen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close