Vinden i Piletræerne - en familieforestilling i DMH
Søndag 25. september kl. 15.00 suser familieforestillingen "Vinden i Piletræerne" igennem Det Musiske Hus i Frederikshavn.
- Vi glæder os simpelthen bare så meget til at vise denne familieforestilling af Kenneth Grahames. Forestillingen er opsat af Teater Next i en fortryllende magisk klassiker, som mange både børn og voksne har læst eller fået læst. Det bliver så godt fortæller Bente Bonnevie fra Frederikshavn Teaterforening.
Forestillingen er et samarbejde mellem Nordjyske Bank og Frederikshavn Teaterforening, som glæder sig til at se børn med deres forældre, bedsteforældre og måske endda oldeforældre.
- Alle bliver berørt, beriget og får alle sanser fyldt op, lover Bente Bonnevie.
"Vinden i Piletræerne" er en klassiker om venskab, loyalitet, åbenhed og tolerance i en helt ny musikalsk teaterforestilling for hele familien. Muldvarp forlader sit ensomme mørke hjem og finder sammen med den venlige Rotte, der lever i brinken ved den store flod. Rotte lærer ham blandt andet om Vildskoven og de farer, der er i den.
Deres ven Tudse er ikke særlig eftertænksom, men meget passioneret af biler i høj fart. Faktisk så passioneret, at Tudse ikke forstår de konsekvenser, som følger med. Han er tæt på at slå andre og sig selv ihjel.
Muldvarp og Rotte begiver sig ind i Vildskoven for at rådføre sig med den mystiske Grævling. Sammen sætter de sig for at hjælpe deres ven.
- Hvordan mon det går? kom og find ud af det. Der er dog ikke mange billetter tilbage, oplyser Bente Bonnevie.