Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.06.2022 | Af: Michael Frederiksen

Viser overskud i regnvejr på løbets højeste punkt

På vej op mod Wolf Creek Pass - højeste punkt i Race Across America, 3300 meter - viser Peter Skovbak stort overskud i en video til Kanal Frederikshavn.


 

- Det går helt efter planen. Vi har ramt stigningen først på natten, så her er ikke for varmt. Vi har jo haft varmen og håndteret den et par dage. Nu er det blevet regnvejr, men det er faktisk ganske fint at køre op i, så jeg ikke bliver overophedet. Det går, som det skal. Det er otte miles, som er ret stejle, og der er vi cirka halvvejs nu, så jeg tænker, det går fint, siger Peter Skovbak, mens han træder i pedalerne i Colorado.

Videoen blev optaget lørdag ved 11-tiden dansk tid.

Peter Skovbak har cyklet 1700 ud af 4.888 kilometer i RAAM 2022. Resten af turen foregår i "nyt terræn", det vil sige på veje, hvor han aldrig tidligere har været. Han er på vej mod Time Station 17 (South Fork).

Netop her styrtede tyskeren Rainer Sternberg og udgik. Han er nu indlagt på sygehuset med et brækket kraveben. Uheldet skete, da der skulle udveksles tomme og fyldte flasker mellem rytter og crew.

- Det giver lidt stof til eftertanke, hvordan et enkelt uopmærksomt øjeblik kan stoppe det hele, siger Hanne Rebsdorf fra Peter Skovbaks følgebil.

Otte ud af 33 ryttere i soloklassen i RAAM 2022 er udgået. En af dem er danskeren Elin Starup. Hun blev tvunget ud i gruset og styrtede, da en kæmpe lastbil passerede hende allerede på førstedagen. Hun slog højre tommelfinger, og i længden kunne hun hverken holde ordentligt på styret eller drikke med højre hånd.

Samlet ligger Peter Skovbak på en flot sjetteplads ud af de 33 deltagere. I klassen 50-59 år indtager han tredjepladsen.



 

BillederTilføj billede


FOTO: Peter Skovbak - Team Next Step

FOTO: Peter Skovbak - Team Next Step

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close