Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.10.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Vores foreninger fortjener bedre rammer

Byrådskandidat Lene Broberg (V): - Et multihus kan være en af mulighederne for at forbedre vilkårene for vores foreninger og en mulighed for at øge sundheden for borgerne i Frederikshavn.
Byrådskandidat Lene Broberg (V) har skrevet dette indlæg: Sundhed er mange ting, men det er min klare overbevisning, at en del af et sundt liv er et aktivt liv. Det aktive liv starter for mange mennesker, når vi som børn for første gang bliver medlem af en forening.

 

I kommunens foreninger findes de frivillige kræfter. Frivillige kræfter, som jeg konstant bliver imponeret af. Der er mennesker i vores foreninger, som flere gange om ugen møder op for skabe aktiviteter, oplevelser og fællesskab til glæde for andre - og ikke nødvendigvis for dem selv og deres egne børn.

I Venstre vil vi understøtte de mange frivillige, og vi er ikke bange for at tænke nyt, for at vi kan sikre, at de frivillige har gode rammer til at drive deres foreningsliv. Lad os derfor tænke nyt - lad os intensivere dialogen med foreningerne og se på mulighederne for at realisere deres drømme om et foreningshus/multihus.

Foreningerne er i dag fordelt over hele byen, og nogle foreninger deler også hus med andre, som har andre mål end at fremme foreningslivet. Det gør det svært at samle de frivillige kræfter, skabe fællesskab, foreningsånd, tiltag for eksisterende og nye medlemmer og ikke mindst er det svært at få flere og at fastholde frivillige i foreningerne.

Det er det, fordi de frivillige bruger mere tid på logistik, når aktiviteterne bliver aflyst på grund af kulturelle begivenheder, når der skal gives besked til børn og forældre, så de ved, hvor de skal møde op, og når der skal transporteres redskaber til andre haller og så videre.

De frivillige bruger tid på det, som jeg vil benævne som bøvl, og er der noget som kan tage gejsten og gnisten fra enhver, så er det, når der bruges tid på bøvl fremfor tiltag for medlemmerne og udvikling af foreningen.

Derfor fortjener vores foreninger bedre rammer. De fortjener et sted at bo. Ved at samle flere foreninger under samme tag øges muligheder for at foreningerne kan samarbejde og hjælpe hinanden, og vi vil fremme sundheden for borgerne i kommunen, fordi bedre rammer vil gøre det mere attraktivt at blive medlem af en forening.

Vi kunne forleden dag læse en artikel, baseret på en undersøgelse udarbejdet af DIF, at Frederikshavn Kommune indtager en plads som en af landets dårligste idrætskommuner. Et multihus kan være en af mulighederne for at forbedre vilkårene for vores foreninger og en mulighed for at øge sundheden for borgerne i Frederikshavn. På samme måde skal vi støtte lignende initiativer i resten af kommunen.

Som mor til to børn kender jeg til den ugentlige logistik, der skal gå op i en højere enhed, når skole, arbejde og aktiviteter skal passes, og jeg ret sikker på, at andre kan genkende følelsen af at være forpustet af logistik fremfor at være forpustet af at dyrke sport. Tanken om, at vi som forældre skal finde tid til at dyrke vores egen sundhed kan være uoverskuelig.

Et foreningshus/multihus er også et bud på at fremme sundheden i hjemmene, fordi vi for nogle vil kunne minimere logistikproblemerne i den moderne børnefamilie. Her vil vi finde kostbar tid, som kan bruges på at få pulsen op og give fornyet energi og overskud, måske endda så meget overskud, at der også findes tid til at blive frivillig i en af foreningerne.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close