Wendell strøg til tops og slog personlig rekord
Wendell Hansson-Östergaard fra SOS Nord strøg i weekenden til tops i en konkurrence, hvor landets bedste skøjteløbere var samlet. Babeth Hansson-Östergaard blev nødt til at trække sig fra konkurrencen, da hendes nye klinger knækkede.
Det var Wendell Hansson-Östergaards første konkurrence i år.
Træningsmulighederne har været begrænsede på grund af VM i ishockey i Frederikshavn, så de to søskende vidste på forhånd, at det ville blive en hård konkurrence.
Lørdagen endte med, at Wendell Hansson-Östergaard var den eneste i hele konkurrencen, der løb et fejlfrit program - endda med et højt teknisk niveau. Han landede vanskeligere spring end juniorerne og seniorerne og slog sin personlige rekord med 10 point.
Søndagen gik ikke helt som planlagt, men Wendell Hansson-Östergaard slog alligevel igen personlig rekord og trak en guldmedalje med hjem.
Babeth Hansson-Östergaards lørdag så en smule anderledes ud. Da hun kom hjem for to uger siden fra junior Grand Prix i Frankrig, var hendes nye skøjter i stykker, så der ventede endnu et nyt par skøjter derhjemme, som hun hurtigst muligt skulle skifte over til. Men hendes nye klinger knækkede!
Lørdagen blev derfor brugt på at finde nye klinger og få dem monteret fast på skøjten. Hun blev derfor nødt til at trække sig fra konkurrencen, da hun ingen skøjter havde.
Heldigvis kom hun ikke til skade. Det er meget risikabelt at skøjte på løse klinger.
Babeth Hansson-Östergaards næste konkurrence bliver endnu en junior Grand Prix i Polen, hvor hun repræsenterer Danmark.
- Alle medlemmer i SOS Nord er meget glade for, at vi har fået vores almindelige træningsskema tilbage. Derfor har vi også mulighed for at byde velkommen til nye medlemmer torsdage og søndage, siger Rebekka Holm, SOS Nord.