24.11.2021 | Af: Michael Frederiksen
Whistleblower: Kan anmeldes anonymt
106938
106938
Det bliver muligt at foretage anonyme anmeldelser, når Frederikshavn Kommune 17. december indfører en whistleblowerordning. Det vedtog byrådet i aften efter en længere debat.
Det var et enigt byråd, som stemte forslaget igennem. Ordningen kan anvendes af alle ansatte i Frederikshavn Kommune samt kommunens samarbejdspartnere og leverandører (dog kun om forhold vedrørende Frederikshavn Kommune).
Whistleblowerenheden kommer til at bestå af kommunaldirektøren, en jurist i Ledelsessekretariatet og en leder i Ledelsessekretariatet. Her kæmpede Enhedslisten og Venstre side og side for, at denne opgave placeres uden for Rådhuset. Det kunne være et advokatfirma eller en borgerrådgiver.
- Mere end halvdelen af de kommuner, som allerede har en whistleblowerordning, bruger en borgerrådgiver, forklarede Ida Skov.
Venstres Mette Hardam bakkede Ida Skov op.
- Lad nu en uvildig sidde for bordenden. Det er sundt at lade andre kigge på det, lød det fra Mette Hardam.
Hun erkendte, at Venstre havde skiftet mening i forhold til, da sagen for en uge siden blev behandlet i Økonomiudvalget.
- Vi er blevet klogere, konstaterede Venstres gruppeformand.
Erik Kyed Trolle (S) mente ikke, at tingene skal gøres besværligere end nødvendigt.
- Det er bedst, vi selv rydder op i eget hus. Der er ingen grund til at hyre dyre advokater og sende opgaven ud af huset. Vi har tillid til vores administration, pointerede Erik Kyed Trolle.
Han gjorde opmærksom på, at medarbejderne også har mulighed for at benytte Datatilsynets whistleblowerordning.
I den forbindelse undrede Venstres Peter Sørensen sig over denne formulering i "Vejledning om whistleblowerordning i
Frederikshavn Kommune":
"... hvis overtrædelsen kan imødegås effektivt internt i Frederikshavn Kommune, og du vurderer, at der ikke er risiko for repressalier, opfordrer vi til, at du anvender den interne ordning hos Frederikshavn Kommune."
Ordningen skal evalueres om et år.