Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.02.2021 | Af: Andreas O. Hansen

White Hawks fightede sig til flot sejr over Herning

Fredag aften besejrede Frederikshavn White Hawks Herning Bluefox hjemme i Nordjyske Bank Arena. Høgene vandt 4-3 efter flot fight i en underholdende og tempofyldt kamp. Mathias H. Mølgaard, Mads Larsen, Gorm Topholt og Radim Piroutek stod for de fire WH-scoringer. 

 

Mike Hammond sad fortsat ude, ligesom Christoffer Åkesson heller ikke var at finde på holdkortet. På mål fik Filip Larsson igen chancen.

White Hawks fik powerplay efter to minutters spil, og fik straks stillet op i gæsterne zone. Mads Larsen var første mand, der testede fra distancen, inden Lucas Andersen forsøgte tæt foran mål. Største chance tilfaldt dog Nikolaj Krag Christensen, som missede sin afslutning på et åbent mål.

Efterfølgende var det Herning, der tog over, og længe spillede pucken rundt i WH's zone. Her var stolpen et par gange med hjemmeholdet, blandt andet på Cameron Braces svirp efter syv minutters spil.

I næsten hele otte minutter, fra tiden 2.44 til 10.34, blev der spillet uden et eneste spilstop. Først da Filip Larsson blokerede pucken omtrent midtvejs, blev der en kort pause. En lang sekvens, hvor Herning var mest dominerende, og høgene kæmpede for at rydde op i egen zone.

Da Niklas Pavel efterfølgende tog en udvisning med knap syv minutter igen, brændte det for alvor på omkring høge-målet, men Filip Larsson lukkede af, og blev skudt særdeles varm i første periode.

White Hawks sluttede af med et par gode chancer til sidst, men en tempofyldt, fysisk og til tider lidt rodet periode sluttede målløs. Skudstatistikken førte Herning 14-8.

Herning pressede på igen fra anden periodes start og sad på spillet i WH's zone.

Mads Larsen havde første høge-afslutning efter fire minutters spil. Desværre lige på skaftet af Frederik Søgaards stav i gæsternes mål.

Herning fik overtalsmulighed efter seks minutter spil, da Jesper Jensen røg i straffeboksen, og så kunne WH ikke stå for presset længere. Cameron Brace tog et par skøjtetag imod mål og satte pucken højt i nettet til 1-0.

Justin Shugg var tæt på at skubbe en retur i mål efter ni minutter, inden Søgaard igen fik staven på. Denne gang på Mads Falborg Iversen afslutning fra blå linje.

En sløset udskiftning hos gæsterne sendte den tidligere Herning-spiller Mathias Mølgaard afsted mod gæsterne mål på en lang pasning fra Niklas Pavel. Fra distancen svirpede Mølgaard pucken i mål til 1-1. Ekstra lækkert for Mølgaard at score mod sine gamle holdkammerater.

Længe havde gæsterne seks mand på isen, og først da høge-boksen råbte og slog på banden, vågnede dommerkvartetten op. Udvisning til Herning, og den skulle White Hawks kun bruge 27 sekunder af til at bringe sig foran 2-1.

Fremragende afslutning fra Mads Lars, højt i målet, fra blå linje efter 12 minutters spil. Jesper Jensen og Lucas Andersen stod for oplægget. 

Med to minutter igen var det White Hawks tur til at fejle på udskiftningen, og det sendte gæsterne afsted på en 2 imod 1. Her fik Mathias Bau lagt pucken over til Brodie Dupont, som slog den i mål og udlignede til 2-2.

Det var stillingen efter anden periode. Skudstatistikken førte Herning 26-16.

Skidt forsvarsspil bragte Herning foran 3-2 tidligt i tredje periode. To gange reddede Filip Larsson pucken, men på den tredje retur, som Herning også opfangede først, løftede Mads Christensen den op i nettaget efter to minutter.

I situationen havde Filip Larsson også en af sine egne holdkammerater liggende ovenpå sig, og det ødelagde skæret i Larssons skøjter, som umiddelbart ikke kunne repareres. Mathias Seldrup måtte derfor træde til i målet.

Gorm Topholt er brandvarm, og han var også manden, der sikrede en vigtig udligning til 3-3. Efter seks minutter fik Topholt pucken midt i gæsterne zone, og med en hurtig afslutning sendte han den forbi Frederik Søgaard, assisteret af Rasmus Søndergaard og Lucas Andersen. Topholts 10. mål i indeværende sæson.

Mathias Mølgaard havde en stor chance straks efter, men skød forbi mål. Det samme gjorde Gorm Topholt, inden Mathias Bau havde to store chancer i modsatte ende. Der var fart over feltet, og begge hold fightede glimrende.

Med knap syv minutter igen var målrammen med Mathias Seldrup, inden han lod sig skifte ud med fire minutter tilbage. Filip Larsson havde fået slebet skøjterne igen og kunne gå tilbage i målet.

Det var til en høge-føring på 4-3, for i spillet forinden havde Radim Piroutek, i et klumspil foran Frederik Søgaard, skovlet pucken i mål.

Herning pressede naturligt hårdt på for en reducering, og det fik Jari Pasanen til at tage time-out med tre minutter igen. Der skulle ro på spillet og styr på tropperne, inden gæsterne lagde an til sidste angreb.

Det var med deres målmand ude med halvandet minut igen, men White Hawks holdt stand, takket være en stor benparade af Filip Larsson kort før tid.

Dermed blev det til en flot 4-3 sejr og tre point til White Hawks i et underholdende opgør, hvor Herning var farligst og vandt skudstatistikken 40-23. Men WH kæmpede, slog til på det rigtige tidspunkt, og Filip Larsson stod en flot kamp.

Allerede i morgen, lørdag, er der returopgør i Herning med kampstart kl. 19.00.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Andreas O. Hansen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close