Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
24.11.2022 | Af: Michael Frederiksen / Foto: Helle Krag Hornshøj

White Hawks flotte sejrsstime brudt i Esbjerg

Frederikshavn White Hawks' flotte sejrsstime blev brudt torsdag aften. Efter seks sejre i træk tabte høgene med 1-4 til Esbjerg Energy. Det var første gang i denne sæson, at White Hawks blev den lille i et opgør mellem de to store havnebyer.

 

Frederikshavn - der stillede op uden Aleksandr Bumagin, Jonas Jakobsen og Christoffer Åkesson - havde vundet med 2-1 i sæsonens to første indbyrdes opgør, og det lignede også længe et resultat i aften - dog til Esbjerg, som førte med netop 2-1, da der manglede to et halvt minut.

Gæsterne jagtede en udligning og tog tidligt Tadeas Galansky ud af målet, men det blev straks straffet af esbjergenserne, som 22 sekunder før tid øgede til 4-1, ligeledes i tomt mål. Phillip Schultz scorede de to sidste mål.

Tuomas Vartiainen bragte Esbjerg foran efter fem minutter, og Casey Gilling scorede til 2-0 i tiden 24:20. Aleksi Halme, assisteret af Jonas Wilquin og Christopher Frederiksen, bragte fornyet spænding ind i opgøret midt i tredje periode. Finnen styrede en afslutning fra Jonas Wilquin i mål.

White Hawks klarede efterfølgende to udvisninger til Rasmus Søndergaard og havde selv to muligheder i powerplay, men det lykkedes ikke at passere Christian Elmose i det vestjyske mål. Han henviste den tidligere WH-keeper Mathias Seldrup til bænken - måske en konsekvens af Esbjergs 1-4-nederlag tirsdag aften i Herlev.

White Hawks pressede ellers fint på i tredje periode, hvor især Radek Cip og Aleksi Halme havde chancen for at udligne.

Esbjerg og Frederikshavn er nu begge noteret for 28 point. Høgene indtager femtepladsen, mens Esbjerg ligger nr. seks. Der er tre point ned til Herlev og Rungsted Seier Capital på de næste pladser.

Lige foran White Hawks ligger Odense Bulldogs med 36 point. De to hold mødes søndag kl. 15.30 i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Helle Krag Hornsh?j

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close