White Hawks' første sejr i ordinær tid i næsten fire år i Esbjerg
- Vi vidste godt, det ikke handlede om primadonna-ishockey i dag. Vi skulle på med arbejdshandskerne, sagde Frederikshavn White Hawks' Christopher Frederiksen til Metalligaen.tv efter søndagens tiltrængte 2-1-sejr ude over Esbjerg Energy. Det var første gang i næsten fire år, at Frederikshavn hentede tre point i Vestjylland.
Efter fredagens 0-3-nederlag hjemme til Herlev Eagles var cheftræner Fredrik Johansson ude med en undskyldning for den slappe indsats.
I dag var det et helt andet tændt og koncentreret WH-mandskab, som skøjtede på isen i Esbjerg, hvor fokus tydeligvis var på det defensive arbejde. Det blev også bemærket og rost efterfølgende af vestjydernes kaptajn, Phillip Larsen, som sæsondebuterede i dagens kamp.
Stillingen var 0-0 efter første periode, og det kunne frederikshavnerne absolut være mest tilfredse med. Esbjerg dominerede og havde flest chancer, men Tadeas Galansky stod glimrende i WH-målet.
Gorm Topholt, Todd Winder og Thomas Spelling blev alle sendt i straffeboksen i første periode, men hver gang klarede høgene skærene.
De sidste to perioder blev mere ligeværdige. I anden periode løb White Hawks ind i sin fjerde udvisning. Mikkel Skov blev udvist, men igen holdt defensiven stand.
I tiden 32:48 gik den dog ikke længere. Oscar Öhman styrede en afslutning fra Phillip Larsen forbi Tadeas Galansky.
25 sekunder senere blev hjemmeholdet ramt af sin første udvisning i kampen. Phillip Schultz blev sendt ud. Powerplay har absolut ikke været høgenes paradedisciplin i denne sæson, men i Granly Hockey Arena varede det kun 38 sekunder at udnytte overtallet.
Christopher Frederiksen spillede fra højre pucken ind midt foran mål, hvor Thomas Søndergaard sendte den bagud til Santeri Suistio. Hans afslutning røg med hjælp fra Mikkel Bertelsen videre til Thomas Søndergaard, der udlignede til 1-1.
Det var stillingen efter anden periode.
I tredje periode fik WH's kaptajn, Fredric Andersson, en stor chance for at score. Han modtog en vidunderlig pasning fra Todd Winder, men Nikolaj Henriksen reddede i Esbjerg-målet.
Todd Winders anden udvisning i kampen resulterede i et Esbjerg-pres, men veloplagte Tadeas Galansky holdt buret rent.
Kort efter, at gæsterne blev fuldtallige, blev det til 2-1 til Frederikshavn. Thomas Spelling tilkæmpede sig pucken på egen banehavdel og satte kurs direkte mod Esbjerg-målet. Hans forsøg blev pareret af Nikolaj Henriksen, men Mikkel Bertelsen var fulgt fint med op og sendte returen sikkert i mål.
2-1 til White Hawks. Den stilling holdt kampen ud. Esbjerg tog målmanden ud med halvandet minut igen, men uden for alvor at blive farlige. Generelt var gæsterne - efter målet til 2-1 - tættere på at øge føringen.
White Hawks havde Santeri Suistio tilbage efter udstået karantæne. Jesper Thörnberg og Jared Freadrich var stadig ude med skader, og søndag eftermiddag var Nikolaj B. Kristensen heller ikke at finde i truppen.
Med sejren er White Hakws oppe på syv point - ligesom Esbjerg Energy og Rungsted Seier Capital, som er høgenes næste modstander fredag aften i Nordjyske Bank Arena i Frederikshavn.