Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.01.2022 | Af: Andreas O. Hansen

White Hawks sluttede skidt, men vandt 5-4

Med et mål, to assister og flere gode aktioner var Jesper Jensen på toppen i dagens opgør. Foto: Danmarks Ishockey Union
Lørdag eftermiddag vandt Frederikshavn White Hawks 5-4 over Herlev Eagles hjemme i Nordjyske Bank Arena. Høgene var foran 5-1 frem til tredje periode, og det lignede en sikker sejr, inden Herlev scorede tre gange i de sidste seks minutter.

 

Høgene var uden Eemeli Räsänen og Jeppe Vinther, hvilket betød at Christian Mieritz var tilbage i truppen. Tadeas Galansky vogtede målet.

Gæsterne kom med trætte ben fra et opgør fredag aften i Herning, mens WH ikke havde spillet en kamp i over en uge. Det var også White Hawks, der indledte bedst med mest energi og lange spilsekvenser i Herlevs zone uden mange spilstop.

Elias Ulander og Thomas Søndergaard havde begge gode muligheder for at bringe White Hawks foran i kampens begyndelse. Senere var Rasmus Søndergaard tæt på, da han gik med frem foran mål og blev spillet fri, men Herlevs keeper, tjekkiske Lukas Horák, lukkede af.

Åbningsmålet faldt midtvejs i perioden, da Jesper Jensen slog kontra sammen med Mads Larsen. Jensen fandt Larsen, som alene foran Lukas Horák løftede pucken op i nettaget med baghånden.

White Hawks fik senere chancen i powerplay, uden det blev farligt. Gæsterne sluttede ligeledes af i overtal med langt mere held. Anton Johansson sendte en slagskud afsted fra blå linje, og selv uden meget trafik foran mål, gik den forbi Tadeas Galansky. 1-1efter 20 minutter på en skudstatstik, som WH førte 12-6.

Anden periode blev domineret af White Hawks, og trætheden kunne spores hos Herlev, som måtte se høgene, næsten, afgøre kampen med fire scoringer.

Først kom Jesper Jensen afsted på en friløber efter bare 43 sekunder. Her lagde kaptajnen den i mål med baghånden - assisteret af Mads Larsen og Christopher Frederiksen.

Kort efter kom WH i powerplay, og så var Nikolaj Krag-Christensen på pletten med sin fjerde sæsonscoring. Lucas Andersen dækkede udsynet for Herlev-keeperen, mens Nikolaj Krag-Christensen sende pucken højt i målet - 3-1 og bare fire minutter spillet af anden periode.

Herefter gik der lidt stilstand i spillet, men fem minutter før pausen var det Oliver Anker, der fandt Radim Piroutek modsat, som med en firstimer hamrede den i kassen til 4-1.

Høgene fik nyt powerplay med to et halv minut igen, og her sendte Mads Larsen pucken på mål fra blå linje, og den gik ind bag Lukas Horák. Om Alelsandr Bumagin rørte pucken på vejen, var svært og se, men russeren blev i hvert fald noteret for 5-1 målet.

White Hawks førte også skudstatistikken hele 29-9 efter 40 minutter, så det var svært at se, hvad Herlev kunne gøre mod de sprudlende høge i tredje periode.

De sidste 20 minutter startede meget chancefattigt, og høgene havde foreløbig fuld kontrol. Senere fik Aleksi Halme og Mads Larsen store chancer for at udbygge føringen.

I stedet blev det alligevel spændende. Først knækkede Mads Larsen sin stav, og det gav Herlev frit løb mod Tadeas Galansky, som tog den første afslutning, men ikke kom på plads til at fange returen. Derfor kunne Peter Emil Lauritzen reducere til 5-2 med seks minutter igen.

Straks efter tog Nikolaj Krag-Christensen en udvisning, og efter et minut i overtal scorede Alexander Lindqvist-Hansen til 5-3, og så kunne gæsterne for alvor øjne muligheden for et comeback med fem minutter igen.

Gæsterne tog time-out, og noget sent også keeperen ud med 40 sekunder igen, og det lykkedes faktisk Alexander Lindqvist-Hansen at score til 5-4, da han stod helt umarkeret foran Galansky med 27 sekunder igen.

Herlev fik sat spillet op de sidste sekunder og sendt pucken på mål, men tiden gik, og White Hawks kunne ånde lettet op. 5-4 sejr trods en skidt afslutning på kampen.

Høgene skal igen vente en uge, før de næste lørdag tager imod Esbjerg hjemme kl. 15.00.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Danmarks Ishockey Union

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close