Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.11.2020 | Af: Andreas O. Hansen

White Hawks taber 2-3 til Herning og misser Final4

Frederikshavn White Hawks får ikke mulighed for at forsvare Final4-trofæet. Det ligger fast efter 16. spillerunde i aften, hvor White Hawks tabte 2-3 til Herning Blue Fox hjemme i Nordjyske Bank Arena.


 

Efter 14 dages nedlukningspause uden ishockey i Frederikshavn var der meget mere end point på spil for høgene, da de tog imod Herning på egen is.

Efter denne spillerunde skulle de fire Final4-pladser nemlig placeres, og WH kunne tage den sidste plads. Det krævede dog 

ét point mere end SønderjyskeE, som hjemme spillede lokalopgør mod formstærke Esbjerg Energy.

Sidste sæson var det, sjovt nok, også nord- og sønderjyderne, der kæmpede om den sidste plads, som WH endte med at tage og fuldførte med en flot pokaltriumf.

I pausen var profilen Aleksandr Burmagin blevet klar igen efter sin skade. Han skøjtede ind i førstekæden med Jesper Jensen og Joachim Blichfeld. Frederik Bjerrum er ikke længere en del af holdet.

- Et sportsligt valg fra trænersiden, forklarer direktør Henrik Andersen til Kanal Frederikshavn.

Kampen startede sløvt uden store chancer. Første store mulighed faldt til gæsterne efter fire minutter. En styring tæt foran Mathias Seldrup gik dog heldigvis i nettet bag mål. Minuttet efter lå pucken i det rigtige net, set med WH-briller.

Jesper Jensen tog turen op af banen, hvor han kort efter blå linje lagde en droppasning til Justin Shug, som sendte pucken på mål. Her så Simon Nielsen ikke heldig ud, med en farlig retur, som dumpede lige ned til Jesper Jensen og et frit mål. 1-0 til høgene. Dejlig scoring for WH-kaptajnen, der har kæmpet med at komme på tavlen.

Med syv minutter igen af perioden stod høgenes fjerdekæde pludselig over for Hernings førstekæde, og det gav gæsterne masser af plads. Backen Petter Hansson skøjtede umarkeret ind i zonen og modtog pucken kort før slottet. Her svirpede han den sikkert op målhjørnet til 1-1.

Herning var tættest på 2-1, mens hjemmeholdet havde det svært med den solide midtjyske defensiv. 11-6 vandt Herning også skudstatistikken efter de første 20, lidt kedelige, minutter. 1-1 stod der på måltavlen.

22 sekunder spillet af anden periode, og White Hawks havde pucken i nettet for anden gang. Igen så Simon Nielsen ikke heldig ud, da Joachim Blichfeld sendte en pasning ind foran mål. Den fik ingen fat i, så i stedet gled den langsomt ind under Simon Nielsen. Blichfeld blev dermed noteret for sin anden scoringen i WH-trøjen. Den første var i tomt mål.

White Hawks fik kampens første powerplay efter fem minutter, og her dansede pucken foran Hernings mål, men gæsterne klarede frisag.

Efterfølgende var Mathias Seldrup hurtigt med griberen på en god afslutning fra Herning. WH-keeperen leverede flere gode redninger perioden ud, hvor spillet bølgede frem og tilbage, og specielt gæsterne bød ind med lidt mere fysik i opgøret.

En dobbeltfejl ved faceoff gav høgene deres andet overtal i periodens døende minutter. Jesper Jensen fik en kæmpe chance til 3-1, men ramte ikke returen, der hoppede ud til ham. 2-1 førte WH efter 40 minutter, mens Hernings stadig havde overtaget på skudstatistikken med 19-15.

Fire minutter inden i tredje udlignede Herning til 2-2. Fra spids vinkel, ude ved banden, sendte backen Brodie Dupont pucken på kassen. Med trafik foran Seldrup gik den hele vejen - muligvis fik Markus Jensen sat staven på foran mål.

White Hawks overlevede sit første undertal midtvejs i perioden, da Lucas Andersen tog en tripping-udvisning. Gæsterne havde mest styr på deres spil, mens høgenes spil virkede tamt og ideforladt. De havde forsat særdels svært ved at bryde gæsternes defensiv.

Efter et kvarters spil fik Nikolaj Krag dog en god chance - WH's bare anden afslutning i tredje periode. Simon Nielsen stod dog på sin plads, og i stedet blev det 3-2 til Herning med fire minutter igen.

Brodie Dupont, Mathias Bau og Markus Jensen spillede pucken op af banen og snød høge-defensiven, så sidstenævnte stod helt fri ved modsatte stolpe. Herfra sendte han sikkert pucken op i målhjørnet og afgjorde kampen.

Søndag spiller White Hawks i Herlev kl. 15.00. Nu er de fire hold i Final4 fundet. Næste mål er en god placering inden slutspillet.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Andreas O. Hansen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close