White Hawks tabte sæsonens første hjemmekamp 3-1 til Rødovre
Fredag aften tog Frederikshavn White Hawks hjemme i Nordjyske Bank Arena imod Rødovre Mighty Bulls til sæsonens første hjemmekamp. Her blev det til en trist sæsonåbning på egen is, da gæsterne løb med sejren i et tæt opgør. Med et mål tre minutter før tid sikrede gæsterne sig sejren. Gorm Topholt fandt som den eneste WH-spiller vej til netmaskerne.
Foruden Mads Falborg Iversen var høgene fuldtallige til sæsonens første hjemmekamp, og det betød spilletid til alle fire angrebskæder. Tadeas Galansky var førstevalget i målet og hverken han eller William Rørth i modsatte ende havde meget at se til fra start. Kampens første skud inden for målrammen sendte Anton Ibman Stenbakken afsted efter seks minutter. Det var ikke, fordi chancerne ikke var der, det blev måske bare til en pasning for meget.
Rødovre fik muligheden i powerplay efter otte minutter, men heller ikke her fik de testet Tadeas Galansky. William Rørth måtte istedet hive en stor redning op af ærmet i gæsternes mål, da Christopher Frederiksen, flot spillet op af Todd Winder, kom frem til periodens største chance efter 11 minutter.
En drilsk puck, der ændrede retning foran Galansky, var tæt på at give gæsterne førringsmålet kort før tid, men de første 20 minutter endte uden mål på en skudstatistik, der hed 5-4 til hjemmeholdet.
Selvom der intet skete i perioden, sluttede det af med tumult og næveamp foran Rødovres mål. Det betød, at White Hawks kunne starte anden periode fire minutter i overtal - og måske med lidt ekstra tænding på kampen.
White Hawks udnyttede i hvert fald powerplayet til at bringe sig foran 1-0 efter 43 sekunder. Todd Winder fandt en fri Gorm Topholt ved modsatte stolpe, som havde åbent mål til at slå pucken ind bag William Rørth. Høgene forsatte i overtal, og her var Rasmus Lahnaviik tæt på - denne gang godt spillet op af Gorm Topholt.
Rødovre fik også chancen i overtal efter fem minutter. Inden da måtte Tadeas Galansky levere en ægte TV-redning på en friløber til gæsterne. Tjekken forsatte det flotte spil og lukkede af i undertallet.
Der faldt efterfølgende et par udvisninger til begge mandskaber, uden det blev udnyttet. Der var flere chancer, størstedelen til White Hawks, men den sidste skarphed manglede, og så leverede begge målmænd gode redninger.
Rødovre fik dog udlignet til 1-1 fire minutter før pausen. Måns Hansson sendte et skud afsted fra distancen, og den gik hele vejen i mål, hvor trafik foran mål så ud til at spærre udsynet for Tadeas Galansky.
Christopher Frederiksen havde en afslutning på stolpen kort inden pausehornet. Så det forblev 1-1 med en skudstatik, der hed 20-15 til White Hawks efter 40 minutter.
Nordjyske Bank Arena så meget tom ud fredag aften. Alligvel var det officielle tilskuertal 1203. Ikke desto mindre fik de fremmødte en spændende tredje periode og gå hjem på. Det var ikke kønt hockey, og det lignede til tider mere en træningkamp.
Begge hold kæmpede trods alt, og det gav chancer i begge ender. Rødovre med mest spil i WH-zonen, mens høgene satstede på kontraer og hurtige opspil.
Hjemmeholdet fik powerplay-mulighed med otte minutter igen, men igen manglede skarpheden, og det, som ramte mål, tog William Rørth sig af.
Imens det begyndte at lugte af overtid, fejlede opdæknignen i WH-defensiven fuldstændig, og Oliver Marklund stod fri ved modsatte stolpe til at bringe gæsterne foran 2-1 med bare tre minutter igen. Straks efter brændte Robin Johansson en giga-chance på et helt åbent mål, da hans afslutning tog indersiden af stolpen.
Tadeas Galansky blev erstattet med en ekstra markspiller med to minutter igen, og det resulterede i, at Rødovre kunne score til 3-1 i tomt mål med et minut igen.
Det blev afslutningen på en skuffende sæsonåbning i Nordjyske Bank Arena, hvor høgene nu har en uges pause, inden de næste fredag skal en tur til SønderjyskE. Her er der kampstart kl. 19.30.