Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
16.02.2021 | Af: Andreas O. Hansen

WH vinder 3-1 i Rødovre med Bumagin og Shugg

Gorm Topholt scorede på staffeslag i anden periode, og bragte White Hawks foran 2-1. Foto: iShoot.dk
For første gang i flere måneder rådede Jari Pasanen igen over Justin Shugg og Aleksandr Bumagin, da Frederikshavn White Hawks tirsdag aften gæstede Rødovre Migthy Bulls. Med de to profiler tilbage fra deres langtidsskader vandt høgene opgøret 3-1 på mål af Christopher Frederiksen, Gorm Topholt og Thomas Søndergaard.


 

Mike Hammond var eneste mand, der manglede for, at Jari Pasanen kunne stille med fuldt mandskab. På mål fik svenske Filip Larsson chancen, mens angrebskæderne så således ud:

Lucas Andersen - Jesper Jensen - Radim Piroutek
Aleksandr Bumagin - Christopher Frederiksen - Nikolaj Krag Christensen
Justin Shugg - Sebastian Brinkmann - Gorm Topholt
Mathias Mølgaard - Thomas Søndergaard - Mikkel Bertelsen

Set over de seneste fem kampe var dette opgør en kamp mellem de to mindst formstærke hold i ligaen. Kunne Shugg og Bumagin være med til at ændre på denne nedadgående kurve for White Hawks?

Høgene startede i hvert fald godt med udnyttelse af et tidligt powerplay. Hjemmeholdets Brett Welychka sad udvist, da Christopher Frederiksen, assisteret af Kyle Hope og Nikolaj Krag Christensen, satte pucken i mål til 1-0 efter tre minutters spil.

Midtvejs i perioden måtte Mathias Mølgaard sætte sig i straffeboksen og give Rødovre sit første overtal. Her fik høgene lukket af i første omgang, men i tiden 13.39 udlignede den tidligere WH'er Steffen Klarskov Nielsen til 1-1.

Hjemmeholdet forsatte herfra med at være farligst, men stillingen forblev uafgjort efter de første 20 minutter. Skudstatistikken førte Rødovre komfortabelt med hele 13-6.

Knap fem minutter inde i anden periode fik White Hawks tilkendt et straffeslag. Gorm Topholt var alene afsted på mål, men blev slashet af Jeremy Beaudry. Straffeslaget udnyttede Topholt selv til at bringe White Hawks foran 2-1.

Seks minutter senere tog Lucas Andersen WH's anden udvisning. Her fik man igen lukket ned i undertal med godt boxplayspil, inden det blev høgenes tur til at spille i overtal.

Radim Piroutek og Mads Larsen testede Rødovre-keeper John Muse, men 2-1 til White Hawks forblev stillingen perioden ud.

Skudstatistikken førte Rødovre 21-13 efter 40 minutters spil.

Thomas Søndergaard sikrede høgene en vigtig to-måls føring med lidt over 11 minutter igen af kampen. Aleksandr Bumagin og Lucas Andersen stod for assisterne. Kort forinden havde WH misbrugt endnu et powerplay, da hjemmeholdets målmand tog en udvisning for slashing.

Den sidste halvdel af tredje periode dominerede White Hawks på skud og chancer og holdt Rødovre fra at skabe spænding til sidst.

Heller ikke da de erstattede keeperen med en ekstra markspiller, med to et halvt minut igen, fik hjemmeholdet pucken forbi Filip Larsson.

Dermed tog høgene en tiltrængt sejr og tre point med hjem i bussen til Vendssyssel. Den samlede skudstatistik sluttede 31-26 til Rødovre.

Fredag tager White Hawks imod Herning Bluefox hjemme i Nordjyske Bank Arena. Der er kampstart kl. 19.00. Herning tabte i aften på hjemmebane til Herlev.

 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close