Gå til hoved-indhold
25. marts 2019 - kl. 23.03

Det er uhørt: Fattigdom i en højkonjunktur

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: DEBAT-INDLÆG

Efter SF-Frederikshavns generalforsamling har referent Paul Rode Andersen skrevet dette indlæg: Det nært forestående folketingsvalg handler om, hvorvidt vi skal bruge den forbedrede økonomi til skattelettelser eller velfærd og grøn omstilling.

SF går til valg på at afskaffe de 2% besparelser, der hvert år rammer de statslige arbejdspladser, herunder uddannelsessektoren. Nedskæringerne bevirker bl.a., at kurser lukkes, stillinger nedlægges og de resterende ansatte skal undervise flere og større hold, hvorved udbyttet for elever og studerende forringes.

DF og regeringens stadige forringelser af dagpenge, kontanthjælp og integrationsydelse har ført til fattigdom i en højkonjunktur. Det er helt uhørt i et land, der ellers bryster sig af at være et velfærdssamfund, og vi har virkelig behov for et paradigmeskifte, der letter tilværelsen for de medborgere, der uforvarende er ramt af arbejdsløshed, sygdom eller flygtningestatus.

SF vil benytte forbedringen af den statslige økonomi til at løsne grebet om regioner og kommuner. Frederikshavnske daginstitutioner, skoler, ældrepleje og nordjyske sygehuse skal ikke længere hvert år mødes med krav om procentvise nedskæringer, men skal have udvidet de økonomiske rammer og gives et løft, som bevirker, at borgerne får velfærd i stedet for skattelettelser, og de ansatte får mere ro på.

SF vender sig imod regeringen og DFs nedlæggelse af regionsrådene. Der er ikke behov for mindre demokrati og ændrede strukturer, men for at tilføre sundhedssektoren flere midler, så de øgede udgifter ikke modsvares af konstante besparelser, men af øgede budgetter.

SF vil ikke løse de trafikale problemer omkring Limfjorden med en motorvej over Egholm. En politik, der tilgodeser den private person- og godstransport, vil helt sikkert føre til endnu flere (last) biler og dermed behov for yderligere udbygning af motorvejsnettet til skade for naturen, miljøet og klimaet. Egholms plante- og fugleliv skal beskyttes.

SF ønsker at satse på roadpricing og udbygningen af den kollektive trafik med bl.a. et nyt, elektrificeret jernbanespor i Vendsyssel, så gods og personer i større udstrækning kan transporteres af tog drevet af grøn el fra flere vindmølleparker. Hvis det kommer dertil, at privatbilismen derudover skal tilgodeses vil et ekstra tunnelrør aflaste trafikken med 50%. En Egholmmotorvej kun med 16%.

Et nyt flertal med SF som parlamentarisk støtte vil standse den hetz mod udlændinge og især muslimer, som DF og regeringen har gjort til deres speciale. Befolkningen skal vide, at tilstrømningen af flygtninge fra Mellemøsten hænger sammen med DF og regeringspartiernes angrebskrige i Irak, Libyen og Syrien. Derfor er det paradoksalt, at de partier kan vinde stemmer på en hård, fremmedfjendsk udlændingepolitik.

SF erkender, at grænseoverskridende problemer skal løses i EU-regi. Derfor går SF helhjertet til EP-valg 26. maj for præge EU-politikken i en mere grøn og solidarisk retning. SF har ingen planer om et Dexit. Sporene fra Brexit skræmmer. EU er kommet for at blive og er en politisk kampplads på lige fod med folketing, regionsråd og kommunalbestyrelser.

På generalforsamlingen blev formand Søren Visti Jensen genvalgt, og nyvalgt til bestyrelsen blev Maja Haubenreisser Poulsen og Peter Dahlgaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...