Gå til hoved-indhold
17. februar 2019 - kl. 00.02

June Menne: Vi skal forbedre noget

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
    June Menne: - Vi skal forbedre noget, så mine børn og deres generation får en bedre livskvalitet og et bedre liv.
Af: Marcus Linkhorst

Kanal Frederikshavns juniorreporter, 15-årige Marcus Linkhorst, har lavet en artikelserie, hvor han taler med alle de nyvalgte kommunalpolitikere i byrådet i Frederikshavn Kommune.

Kanal Frederikshavn har over en længere periode kørt en artikelserie med nyvalgte kommunalpolitikere. Denne artikel er den sidste i rækken. Den handler om frederikshavneren June Menne, som længe har været aktiv i Socialdemokratiet

- Jeg er jo ikke født som socialdemokrat i går. Jeg har været aktiv i partiet i næsten 30 år. Jeg har siddet i kredsbestyrelsen og partibestyrelsen. Socialdemokratiet er et kæmpe parti, så det gør, at der altid er gang i noget med hensyn til fløjene, hvor der er et træk fra højre mod venstre eller omvendt. Og årsagen til, at jeg blev politisk aktiv, var nok, at jeg så en for stor højredrejning i vores parti. Jeg kunne i hvert fald være i tvivl, om vi også trak over midten, fortæller June Menne.

Hun kommer fra en opvækst, hvor der ikke altid var menneskelige overskud til at hjælpe børn til et godt arbejdsliv. For mange handlede det om selvforsørgelse i stedet for at vælge en uddannelse. Derfor er hun også rigtig glad for at sidde i Arbejdsmarkedsudvalget.

- Det er også det, der har båret mig politisk. Det er arbejdsmarkedspolitikken. Derfor er jeg utrolig ydmyg over, at jeg er kommet i Arbejdsmarkedsudvalget. Først og fremmest så skal der ikke herske nogen tvivl om, at det er de private virksomheder, der skaber væksten og alt andet. Så hvis de private virksomheder ikke har det godt, så er det meget fortællende om, hvordan det går alt det andet i kommunen. Jeg er opvokset i Frederikshavn, jeg har arbejdet på havnen, og det er de virksomheder, der skal fremmes. De skal have de muligheder, de kan få for at kunne fremme noget vækst, der kan give nogle arbejdspladser, mener June Menne

Selvom det er første gang, at June Menne kom ind i byrådet, så er det ikke første gang, hun stillede op. Hun har nemlig to gange før stillet op til byrådet uden at komme ind. Tredje gang var lykkens gang.

- Jamen, det der reelt skete, var, at jeg egentlig begyndte at trække mig lidt fra politik. For når man går for meget op i politik, så mister man også en del af vennekredsen. Så jeg havde faktisk valgt, at jeg ikke ville stille op til valget en gang til. Men det betød ikke, at jeg ikke ville forsøge at påvirke politik og andre politikere. Og det gjorde også, at jeg tog et meningsdannerkursus gennem 3F, og der oplevede jeg bare, at for at have et ordentligt folketing og byråd, der afspejler det folkelige, skal der være repræsentanter fra hvert område, og det er grundlæggende. På et tidspunkt var der så en formand, der trak mig til side og sagde: "Jeg synes bestemt du skal prøve igen", fortæller June Menne.

Efter de "nederlag", som June Menne mærkede, da hun i to omgange ikke blev valgt ind i byrådet, var hun helt nede i kulkælderen og kunne ikke rigtig være i sig selv. Derfor var det helt naturligt rigtig stort for hende, da hun i tredje omgang blev valgt ind i byrådet.

- Jeg fattede det virkelig ikke. Hele min familie var samlet omkring mig på valgaftenen oppe i Arena Nord. Jeg fattede det ikke. Selvfølgelig var jeg glad, overrumplet og stolt, men det var først, da jeg begyndte at få kontakt fra kommunen om mailadresse og sådan nogle ting, at jeg kunne forstå det, siger June Menne.

- Jeg stiller jo op, fordi jeg vil prøve at ændre politik. Ellers kunne jeg jo lige så godt læne mig tilbage i sofaen. Det ville så også give lidt mere frihed til familie og venner. Målet må også være, at vi skal forbedre, vi skal ikke bevare noget - vi skal forbedre noget, så mine børn og deres generation får en bedre livskvalitet og et bedre liv. Det er mit mål politisk, det vil jeg give frederikshavnerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...