Gå til hoved-indhold
26. april 2024 - kl. 23.04

Lørdag: Guidet tur fra Frederikshavns krigskirkegård

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Under Danmarks besættelse 1940-1945 anlagde den tyske besættelsesmagt en krigskirkegård på et åbent areal i den nordlige udkant af Frederikshavn Kirkegård. Krigskirkegården blev et hvilested for 1529 af 2. verdenskrigs ofre. Nemlig 65 allierede flyvere, 1220 tyske soldater og 243 tyske flygtninge.

I den første tid af besættelsen blev tyske soldater, som var omkommet i Danmark, begravet på lokale danske kirkegårde. Det skete dog også i enkelte tilfælde, at tyske soldater blev ført hjem til Tyskland. Senere blev de begravet på tre centralkirkegårde af tyskerne kaldet æreskirkegårde, som blev etableret i Frederikshavn, Esbjerg og København.

I slutningen af besættelsen begyndte tyskerne i nogle tilfælde igen at begrave deres soldater på nærliggende lokale kirkegårde. Grunden hertil var især manglen på brændstof, som hæmmede transportmulighederne. Ved kapitulationen var der begravet cirka 10.250 tyske soldater på 475 kirkegårde spredt over hele Danmark.

Besættelsesmagten stod også for begravelsen af især nedskudte engelske flyvere, og det foregik stort set i samme stil som med tyskernes egne soldater. Dog med lidt ændringer de sidste par år.

Efter besættelsen fungerede krigskirkegården også som begravelsesplads for civile tyske flygtninge fra de lokale flygtningelejre.

Alt dette kan du høre mere om på Kystmuseets guidede tur lørdag 27. april kl. 14.00-15.30 med museumsformidler Kenneth Kristensen, som vil kaste lys over Frederikshavn Krigskirkegårds historie.

Pris for deltagelse er 95 kroner for voksne og 35 kroner for børn.

Billet kan købes online på Kystmuseet.dk eller på Kystmuseet Bangsbo og Bangsbo Fort.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...