Gå til hoved-indhold
16. april 2019 - kl. 00.04

Ruths Hotel og Essens på jagt efter helt nye råvarer

  • 1 af 5
    FOTO: www.mediebroen.dk
  • 2 af 5
    FOTO: www.mediebroen.dk
  • 3 af 5
    FOTO: www.mediebroen.dk
  • 4 af 5
    FOTO: www.mediebroen.dk
  • 5 af 5
    John Mathiasen, Peter Frydkjær, Tonny Kristensen og Mette Tolstrup har indledt et spændende samarbejde. Foto: www.mediebroen.dk
Af: Kanal Frederikshavn

Ruths Hotel i Gl. Skagen og Restaurant Essens i Frederikshavn eksperimenterer med Knifholt Naturbrug. Fra jord til bord i bogstaveligste forstand.

Et samarbejde mellem de to nordjyske restauranter og Knifholt Naturbrug skal give de spisende gæster den ypperste kvalitet og ikke mindst overraskelser på sigt med nye råvarer, som ikke før er dyrket i Nordjylland.

- Vores mad bliver jo som udgangspunkt aldrig bedre end den kvalitet, råvarerne bliver leveret i. Derfor skal vi have råvarerne så friske som overhovedet muligt, siger Peter Frydkjær, der er køkkenchef på Ruths Hotel, og han fortsætter:

- Vi skal selvfølgelig hente de franske delikatesser til vores Brasseri i Frankrig, men de helt friske grøntsager skal vi helst pille op af jorden den dag, de skal spises, og så skal de være nordjyske.

Derfor er Ruths Hotel og Restaurant Essens gået sammen med Knifholt Naturbrug om at dyrke grøntsager på "egen" mark og samtidig benytte muligheden for at eksperimentere.

- Der findes masser af spændende og velsmagende grøntsager, som vi ikke typisk dyrker i Nordjylland, eksempelvis jordmandler og sorte bønner. I vores samarbejde med Mette Tolstrup og John Mathiasen, der er henholdsvis landmand og ejer af Knifholt Naturbrug, har vi nu en aftale om også at eksperimentere og se, om vi kan dyrke nye spændende grøntsager, som vi kan forkæle vores gæster med i vores retter, fortæller Tonny Kristensen, indehaver af Restaurant Essens i gågaden i Frederikshavn.

Om kort tid går parterne også i gang med en permakultur-have, som også får til formål at levere spændende nye råvarer til de to restauranter.

- Her bliver det blandt andet blade og bær, der skal i fokus, men også råvarer, jeg faktisk aldrig har hørt om, skal prøves af, smiler Tonny Kristensen.

Knifholt Naturbrug glæder sig over samarbejdet med Ruths Hotel og Restaurant Essens.

- Et nært samarbejde mellem landmand og kokke kan tilføre inspiration til vores fag og i sidste ende give nye oplevelser for de spisende gæster. Tonny og Peter har behovet, og vi har lysten og ikke mindst den bedste jord til projektet. Det er nemlig sådan, at god grøntsagsjord skal ældes ligesom vinstokke for, at jorden bliver generøs nok til at levere økologiske grøntsager, som har smag og kraft, og det har markerne her på Knifholt, fortæller Mette Tolstrup.

- Om vi så kan efterkomme kokkenes ønsker til diverse eksotiske ønsker, ja, det vil sæsonen og vores forsøg vise, men en ting er sikkert. Fra jord til bord med økologiske varer, der er trukket op af jorden samme dag, som de skal på bordet, det skal vi nok komme i mål med, lover Mette Tolstrup.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...