Gå til hoved-indhold
19. september 2017 - kl. 11.09

Tordenskiold synliggør historisk krigshavn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Det store slag imellem historiske skibe foregår på vandet ud for Den Sorte Diamant. Slaget bliver så stort, at det kan ses fra Langebro og Cirkelbroen 19. og 20. oktober.
Af: Kanal Frederikshavn

I efterårsferien kommer Tordenskioldsdage til København med markedsplads, kampshows og oplevelser for hele familien. Festivalen kulminerer i et spektakulært søslag i Københavns Havn.

Det oplyser Nationalmuseet tirsdag formiddag i en pressemeddelelse. Nyheden slap dog her i Frederikshavn ud under den livestreaming, som Tordenskioldsdage stod bag fredag 1. september.

Københavns Havn bliver indhyllet i røg, og bragene fra kanoner kan høres i indre by. Året er 1717. Tordenskjold og hans soldater genopstår og bekæmper den svenske fjende i havnen. Fra hver sin flåde knalder skuddene i tætte salver.

Det store slag imellem historiske skibe foregår på vandet ud for Den Sorte Diamant. Slaget bliver så stort, at det kan ses fra Langebro og Cirkelbroen torsdag 19. og fredag 20. oktober.

Træd ind i Tordenskjolds verden og mød hans soldater
I efterårsferien kan børn og voksne finde Tordenskjolds soldater på Tøjhusmuseet, når de ikke lige bekriger fjenden. Her er Tøjhusgården forvandlet til en markedsplads fra 1700-tallet, hvor soldater og sømænd gør skibe klar til kamp, småslumrer over en skummende øl og øver sig i den nyeste kampteknik. Museets gæster kan købe eksotiske varer fra de syv have, opleve bataljeopvisninger, børneworkshops, historiske skibe og meget mere fra 15. til 22. oktober.

Skuespil og spektakulært søslag vækker Tordenskiold til live
En central begivenhed under festivalen er skuespillet Legenden om Tordenskiold. Det stort opsatte stykke med historiske uniformer, vrinskende heste og buldrende kanoner kan opleves 19.-20. oktober og har 20 skuespillere og musikere på rollelisten.

Skuespillet er produceret af festivalen Tordenskioldsdage i Frederikshavn, der har 20 års erfaring med at skabe totalteater sammen med frivillige og historiske aktører fra hele Norden.

- Vi er glade for at få den her store produktion om Tordenskiold til København. Samtidig er festivalen med til at synliggøre den historiske krigshavn, som er glemt i bylandskabet i dag. Engang sejlede skibene helt ind til Tøjhuset og lagde til i det, der i dag er Bibliotekshaven for at blive lastet med krudt og proviant. Det er den krigshavn og livet omkring den, vi vækker til live i efterårsferien, fortæller projektleder Maj Laasholdt.

Som kulmination på teaterforestillingen i Tøjhusgården genskabes et spektakulært søslag i 1717 under Tordenskiolds kommando i Københavns Havn. Søslaget dramatiseres med lys, røg og levende musik ved Den Sorte Diamant. Tre historiske skibe sejler i formation og skyder bredsider af.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...