13-årige Tristan fra Hirtshals fik Mikkel Hansens pandebånd
13-årige Tristan Bøgild Solsker var nok aftenens heldigste blandt de 2.165 tilskuere, som overværede træningskampen i Arena Nord mellem Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold.
- Må jeg få dit pandebånd?, spurgte den unge tilskuer verdensstjernen Mikkel Hansen, da han efter kampen stillede sig op i køen for at få Aalborg-spillernes autografer.
Mikkel Hansen kvitterede prompte med at tage sit karakteristiske hvide pandebånd af og give det til Tristan Bøgild Solsker. Han tog straks pandebåndet på og var endda så heldig, at Mikkel Hansen velvilligt lod sig fotografere med ham. Nu var aftenens oplevelse fuldendt for Tristan Bøgild Solsker, der selv spiller håndbold i hjembyen.
Ikke langt fra de flere hundrede mennesker i autografkøen evaluerede direktør Per Malmberg, Arena Nord, og direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold, aftenens forløb. Begge udtrykte stor tilfredshed med arrangementet, og Per Malmberg er ikke i tvivl:
- Vi skal have Aalborg Håndbold tilbage i Arena Nord. Kampen i dag understregede, at Arena Nord er bygget til tophåndbold, smilte Per Malmberg.
Jan Larsen nikkede og roste blandt andet de store omklædningsrum.
- Selv i Champions League må vi nogle gange klæde om i to rum, fordi de er så små, forklarede Aalborg-direktøren, som lignede en mand, der godt vil spille i Arena Nord igen.
Kampen endte med en sikker sejr til Aalborg på 35-28. Nordjyderne var foran fra start til slut. Niklas Landin vogtede Aalborg-målet i første halvleg, og allerede efter halvandet minut havde han reddet en stor chance og et straffekast. Det satte tilskuerne i Arena Nord pris på.
Mikkel Hansen spillede hele anden halvleg i angrebet, og han gav flere prøver på sit vidunderlige overblik og imponerende teknik. Han scorede på sin første afslutning, og det udløste aftenens støreste jubelbrøl i Arena Nord. De næste par Mikkel Hansen-afslutninger reddede Skjerns målmand, Christoffer Bonde.
2165 tilskuere skabte en flot kulisse i Arena Nord, og de kom ikke kun fra Nordjylland. 53 havde taget turen fra udlandet. De kom fra USA, Frankrig, Belgien, Schweiz, Tyskland, Norge og Sverige.
Aalborg Håndbolds målscorere:
Mads Hoxer 7
Patrick Wiesmach 6
Aleks Vlah 4
Simon Hald 4
Thomas Arnoldsen 3
Buster Juul 3 (2)
René Antonsen 2
Lukas Nilsson 2
Jack Thurin 2
Mikkel Hansen 1
Martin Larsen 1
Skjern Håndbolds topscorere:
Simen Pettersen 5
Senjamin Buric 5
Lasse Mikkelsen 5