Gå til hoved-indhold
11. august 2023 - kl. 09.08

15 medlemmer af Fontænehuset besøgte Frederikshavn Kajakklub

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

15 medlemmer af Fontænehuset Frederikshavn besøgte i søndags Frederikshavn Kajakklub for at udfordre dem selv og deres balanceevner på vandet. To aktive roere samt kajakklubbens formand tog imod og instruerede de spændte deltagere ud i kajakroningens og Stand Up Paddles (SUP) ædle kunst.

- Vi tager ofte sammen ud og oplever nye aktiviteter og steder for, at husets medlemmer får mulighed for at opnå så stor tilknytning til lokalsamfundet som muligt. Ved, at vi tager afsted i en gruppe, man er tryg i, bliver chancen for en succesoplevelse meget større. Samtidig er der også mulighed for, at den enkelte bliver motiveret til selv at tage kontakt til nye foreninger/fritidsaktiviteter og derigennem opnår en øget robusthed og livskvalitet, udtaler fontænehusmedarbejder Mikael Sandst Jensen.

I løbet af eftermiddagen blev der brudt personlige grænser for mange af de fremmødte medlemmer.

- Det at udfordre sig selv i ukendte aktiviteter kan virkelig frigive glæde, energi og give en følelse af kontrol, når man opdager, at man trods sociale/psykiske udfordringer alligevel godt kan holde balancen og styre både sig selv og fartøjet, siger Mikael Sandst Jensen.

Efter godt tre timer på havnen var både krop, sjæl og lattermuskler godt brugte hos både medlemmer og instruktører. Efterfølgende kom flere Fontænehus-medlemmer med udtalelser om oplevelsen som "godt at komme ud og afsted hjemmefra", "det har virkelig udviklet sammenholdet", "mega godt samvær og en fed oplevelse" og "skal vi ikke også det her næste søndag?".
 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...