Gå til hoved-indhold
23. april 2026 - kl. 20.04

24 Timer ved Havet 2026 tegner til nyt rekordår

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Der er 30 dage til tilmeldingen lukker til årets 24 Timer Ved Havet i Sæby, og allerede nu har 464 deltagere meldt sig til. Det tal gør arrangørgruppen megastolt.

- Vi ved godt, at mange først får besluttet sig tættere på, men vores erfaring siger også, at når de sidste uger rammer, går det stærkt. Med "kun" 800 startnumre sender vi derfor lige en opfordring til alle jer, der går og overvejer. Måske er tiden ved at være, hvis I vil med – og dét håber vi, I vil, siger Inge Møller Thomsen fra arrangørgruppen.

24 Timer ved Havet er en motionsfestival på Paradisjorden i Sæby 30. og 31. maj og alle kan være med: Gående, løbende, single eller hold, men for at sikre den gode oplevelse for alle lukkes ved 800 tilmeldte.

I teamet bag arrangementet er forberedelserne i fuld gang, og i år skrues der lidt ekstra på oplevelsen, blamdt andet mere musik rundt på ruten i forskellige tidsrum, så stemningen bliver løftet - også når benene måske begynder at blive trætte.

- Samtidig har vi i samarbejde med New Balance og Sport 24 i Frederikshavn ved Kasper Kristensen gjort det muligt at købe særlige T-shirts med 24 Timer Ved Havet 2026, så man også kan tage lidt af oplevelsen med hjem, fortæller Inge Møller Thomsen.

Arrangørgruppen er enormt glad for den lokale opbakning. Sæby Floorballklub og Sæby Friskoles Venner hjælper med at gennemføre løbet, og det er netop den slags samarbejder, der gør 24 Timer Ved Havet til det, det er.

- Et løb drevet af fællesskab og frivillighed, hvor vi får mulighed for at vise Sæby frem fra sin bedste side. Sparekassen Sæbys Fond har hjulpet os og skænket utrolig smukke unika medaljer, som vi glæder os til at overrække deltagerne, siger Inge Møller Thomsen.

Løbefællesskabet bag 24 Timer Ved Havet består af Nana, Rune, Martin, Peter, Rasmus, Inge og Ida.

- Vi glæder os helt vildt. Vi er klar til at holde os vågne, holde energien oppe og holde en fest sammen med alle jer, der deltager, og jer, der hepper samt kigger forbi pladsen. Vi håber virkelig, at mange lokale hold har lyst til at være med igen, og til nye hold vil vi bare sige: I passer ind. Uanset om I går, løber, skiftes, griner jer igennem natten eller bare vil være en del af stemningen ved havet, lover Inge Møller Thomsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...