245 frivillige hjælper til ved Dansk Melodi Grand Prix og MGP i Frederikshavn
Mange lokale ildsjæle fra hele Frederikshavn Kommune hjælper med afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix og MGP. Der er fuld gang i forberedelserne i Frederikshavn, der er Årets Grand Prix By 2026. Og når de to store musikfester afvikles de to kommende lørdage, står et stort antal lokale frivillige klar til at trække i arbejdstøjet og bidrage til afviklingen af de to shows.
- Det er kæmpestort, at Frederikshavn er vært for første gang. Det er en unik mulighed for at vise vores kommune frem, og jeg sætter utrolig stor pris på alle dem, der er med til at gøre en forskel og skabe liv, fællesskab og gode oplevelser, siger borgmester Jon Andersen.
De frivillige løser en bred vifte af praktiske og publikumsrettede opgaver. Det omhandler blandt andet håndtering af gæstestrømme, serviceopgaver og forskellige logistiske funktioner før, under og efter eventen. Derudover hjælper de frivillige med generelle driftsopgaver som opsætning af stole, oprydning og håndtering af armbånd.
- Vi forventer, at omkring 245 hjælpere bidrager til afviklingen udover de arrangements-medarbejdere, vi allerede har tilknyttet. Vi har et utrolig stærkt netværk af frivillige, og det har været fantastisk at opleve, at så mange foreninger og borgere har meldt sig på banen, fortæller Maja Guldager, der er projektleder i Arena Nord.
Mange af de frivillige er tilknyttet forskellige lokale foreninger og er enten foreningsmedlem, forældre eller bekendt. Derudover er der også borgere, der benytter kommunens sociale tilbud, væresteder eller botilbud, som giver en hjælpende hånd med.
Dansk Melodi Grand Prix afvikles lørdag 14. februar, mens MGP finder sted lørdag 21. februar. Begge arrangementer finder sted i Arena Nord i Frederikshavn og sendes direkte på DR1.




































