Gå til hoved-indhold
12. december 2025 - kl. 00.12

26-årige virksomhedsejere har netop modtaget deres første Børsen Gazelle

  • 1 af 3
    Mads Bjerregaard og Nicolas Jacobsen foran Aftenstjernen-bygningen, som de er i gang med at renovere.
  • 2 af 3
    Den lille Gazelle-statuette koster 5.000 kroner.
  • 3 af 3
    Der isættes i disse uger grønne vinduer i bygningen, som i mange år husede blandt andet Aftenstjernen. Dette erhvervslokale er i øvrigt udlejet.
Af: Michael Frederiksen

To unge iværksættere fra Frederikshavn har netop modtaget deres første Børsen Gazelle. Mads Bjerregaard og Nicolas Jacobsen ejer Scandinavian Cleaning Service ApS, som har vækstet 372 procent på fire år.

Scandinavian Cleaning Service tilbyder rengøring og vinduesvask. Rengøringen står for 80 procent af omsætningen.

De to ejere er begge 26 år. Meningen var, at de ville tjene lidt penge under et par sabbatår, inden de skulle læse videre, men Scandinavian Cleaning Service har nu eksisteret i syv år og har ni ansatte.

16 virksomheder fra Frederikshavn Kommune har modtaget Børsen Cazelle 2025. Oljola Terminals A/S har oplevet den største vækst, men herefter kommer Scandinavian Cleaning Service. I Region Nordjylland er de nr. 32.

- Det er vi stolte af. Vi har altid sagt, at vi ville få en Gazelle, griner Mads Bjerregaard og fremviser den lille statuette, som i øvrigt koster 5.000 kroner...

- Man kunne også købe en stor pakke til 12.000 kroner, men vi nøjedes med den lille pakke, konstaterer Nicolas Jacobsen.

Hvad er jeres opskrift på succes og vækst?

- Du skal knokle hårdt og blive ved, selv om du får mange nej'er på vejen, og så er det vigtigt, at du passer dine kunder og giver dem en ordentlig service, siger de to unge virksomhedsejere.

De erkender dog blankt, at de selv har været tæt på at knokle sig selv ihjel.

- Vi arbejdede fra kl. 7 til 21 og stod op igen kl. 3.00 for at køre til Hanstholm og tjekke rengøringen på nogle fiskefabrikker. Herfra gik turen måske til Hirtshals og videre til Frederikshavn, hvor vi igen arbejdede til kl. 21.00, fortæller Mads Bjerregaard.

En arbejdsuge på 80 timer kan absolut ikke anbefales til andre, fastslår Nicolas Jacobsen.

- Vi har lært, at placeringen af dine kunder er vigtig, så i dag har vi droppet fiskefabrikkerne i Hanstholm. Vi opererer nu primært i Frederikshavn og omegn, men har dog også kunder i blandt andet Aalborg. Med årene er vi også blevet dygtigere strategisk. Det handler om at bruge ekstra tid på de kunder, du tjener penge på, siger Nicolas Jacobsen.

De to ejere af Scandinavian Cleaning Service investerer deres overskud i North Invest, som indtil videre ejer tre udlejningsejendomme i Frederikshavn og Sæby.

- Fast ejendom er en mere sikker investering. Det handler om at få pengene til at vokse, udtaler Mads Bjerregaard.

North Invest er lige nu i gang med at færdiggøre renoveringen af ejendommen på Gl. Torv, som især er kendt for at have huset værtshuset Aftenstjernen. Fem af de seks lejligheder er p.t. udlejet, og erhvervslejemålet, hvor Aftenstjernen lå, er ligeledes udlejet. Lejeren venter dog nogle uger med at offentliggøre nyheden.

Ifølge Erhvervshus Nord har følgende virksomheder i Frederikshavn Kommune modtaget Børsen Gazelle 2025:

  • Vega Spedition Aps, Frederikshavn
  • Polyteknik A/S, Østervrå
  • L&N Supply Ships ApS, Skagen
  • Oljola Terminals A/S, Frederikshavn
  • Scanel International A/S, Frederikshavn
  • Nordjydsk Værktøjssalg A/S, Frederikshavn
  • DOK 5 A/S, Frederikshavn
  • Drinx ApS, Frederikshavn
  • Andersen VVS & Energiservice ApS, Østervrå
  • JML Crew ApS, Frederikshavn
  • Noble Rot ApS, Skagen
  • Palle Jensen Biler ApS, Frederikshavn
  • Scandinavian Cleaning Service ApS, Frederikshavn
  • Skagen Stillads- og Liftudlejning ApS, Skagen
  • Svend Aage Christiansen, Jerslev A/S, Østervrå
  • VAV service ApS, Ålbæk

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...