27-årig mand sigtet for vold efter episode på Sæbybanestien
Nordjyllands Politi har nu sigtet en 27-årig mand fra Frederikshavn for vold efter en episode onsdag eftermiddag på Sæbybanestien i Frederikshavn.
En 31-årig mand har oplyst til politiet, at han blev skubbet ned i en busk, hvorefter den på det tidspunkt ukendte mand hev en springkniv frem.
Politiet efterlyste i går en kvindelig hundelufter, og hun reagerede på efterlysningen. Politiet har afhørt kvinden, og en 27-årig mand er nu sigtet i sagen.
- Vi har nogle løse ender, som nu skal samles op, udtaler politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.
Han ønsker ikke at kommentere, om kvinden kunne genkende det forløb, som den 31-årige har givet udtryk for.
Den 31-årige har sagt, at han luftede sin hund på Sæbybanestien. Tæt på Kalksværksvej mødte han den pågældende kvinde. Manden mente ikke, at kvinden havde styr på sin hund. Det valgte den 31-årige at påtale. I samme øjeblik dukkede en anden mand op på Sæbybanestien.
Han forlangte, at den 31-årige sagde undskyld til kvinden. Det endte ifølge den 31-årige med, at han blev skubbet ned i en busk, hvorefter manden tog en springkniv frem. Den 31-årige flygtede i retning mod Fri Bikeshop og La Vida Pizzeria i Søndergade.
Politiets videre efterforskning vil afgøre, om der rejses tiltale mod den 27-årige mand.




































