Gå til hoved-indhold
23. november 2025 - kl. 10.11

350 udskolingselever så film i Maskinhallen

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

I onsdags kom 350 elever fra seks forskellige skoler i Frederikshavn Kommune på besøg i Maskinhallen for at se kortfilm. Filmene er alle produceret på Den Nordjyske Filmskole FilmMaskinen i Frederikshavn, og de omhandler emner, som relaterer sig til livet som ung.

De mange elever blev taget godt imod af FilmMaskinens koordinator, Marie Weiergang, og underviser Emma Lykholt Andreasen. Emma gik på Den Nordjyske Filmskole i 2019 og 2020 og nu arbejder hun som filmklipper og filmunderviser.

Emma Lykholt Andreasen fortalte om de kortfilm, der skulle vises, og hun delte nogle historier fra produktionerne. Derudover fortalte hun om, hvordan man kan finde frem til den gode historie ved at vælge et emne, man selv kender til. Hun svarede også på spørgsmål fra publikum efter visningerne.

De fire film, der blev vist var: "Nederst i fødekæden", "Fars dreng", "Skybrud" og "Til et yngre jeg". Filmene har det tilfælles, at de handler om det at være ung og at skulle finde sin egen plads.

"Nederst i fødekæden" er et humoristisk drama om at finde sin plads i en ny vennegruppe og måske skulle gå på kompromis med egne grænser for at passe ind.

"Fars dreng" er en fortælling om en ung mand, der må tage et opgør med sin far – fortalt i en spændende setting på jagt i en skov.

"Skybrud" er en kunstnerisk film om det at leve med angst og at prøve at finde sin egen vej.

"Til et yngre jeg" handler om al den tvivl, der kan opstå, når man som ung skal vælge en retning i livet og finde ud af hvem, man vil være.

- Vi håber på, at disse film kan give anledning til en god snak ude i klasserne. Måske har de sat tanker igang om hvordan, det er at være ung her i Frederikshavn, og måske kan refleksionerne bruges til en diskussion iblandt de unge. Derudover håber vi selvfølgelig på, at vi kan inspirere de unge til selv at gå igang med at skabe deres egne film, udtaler Marie Weiergang.

Filmvisningerne var en del af Kulturhusprojektet "Vi giver de gode dage til hinanden", hvor der hver onsdag er aktiviteter fra morgen til aften i Maskinhallen. I dagens anledning var Maskinsalen, der normalt er en koncertsal, omdannet til en biograf.

- Vi er virkelig glade for, at så mange tog imod tilbuddet om de gratis filmvisninger her i Maskinhallen og vi glæder os over at vores kulturhus kan rumme så mange forskellige aktiviteter for alle aldersgrupper, udtaler projektleder Nete Petersen, Maskinhallen.

Der arbejdes allerede nu på en ny filmvisning i 2026 i Maskinhallen, ligesom FilmMaskinen håber at kunne arrangere en filmvisning i biografen i Skagen.

Alle de kortfilm, der er blevet produceret på FilmMaskinen, kan ses her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...