Gå til hoved-indhold
112
05. november 2025 - kl. 11.11

42-årig mand slog kvindelig togkontrollør med fyldt ølflaske

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

En 42-årig mand fremstilles kl. 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Han er sigtet for vold mod tjenestemand. Ifølge politiet slog han en kvindelig togkontrollør flere gange med en fyldt ølflaske, da hun kontrollerede billetter i et tog på Frederikshavn Station.

Episoden skete onsdag 29. oktober kl. 10.00, da toget holdt stille i Frederikshavn.

Den 42-årige mand, som har en løs tilknytning til Frederikshavn, blev vist ud af toget, da han ikke kunne fremvise en billet.

Det fik ifølge politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, manden til at hidse sig op.

- Han råbte og angreb den kvindelige togkontrollør. Han slog ud efter hendes hoved med en fyldt ølflaske og forsøgte også at tildele hende et slag med hånden. Hun fik dog delvist afvægret, fortæller Peter Skovbak.

Manden stak efterfølgende af, men der var fine overvågningsbilleder i toget, så mandag kl. 12.32 blev den 42-årige anholdt i Hadsund.

Han er tidligere dømt for vold som tjenestemand, hvilket er en medvirkende årsag til, at han fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

Togkontrolløren kom ikke alvorligt til skade, men hun er naturligvis rystet over det, der skete. Andre i toget fik sig også en ubehagelig oplevelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...