Gå til hoved-indhold
21. november 2025 - kl. 00.11

48 hold dyster i CrossFit 9900 og på Pikkerbakken - alt er udsolgt

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

For tredje år i træk melder CrossFit 9900 alt udsolgt, når centeret i weekenden samler 48 hold - i alt 96 atleter - fra hele landet til Frederikshavn Throwdown ’25 ALL LEVELS.

Konkurrencen er kendt for at samle både erfarne eliteatleter og nyere udøvere, som ønsker at udfordre sig selv på et højt niveau.

Lørdag stiller alle hold op i samme række, hvilket sikrer intens stemning og masser af dueller på tværs af niveauer.

Søndag bliver atleterne opdelt efter erfaring, og her venter nye, nøje udtænkte workouts med fokus på både styrke, udholdenhed, hastighed og teknik.

I år bliver deltagerne også testet uden for de vante rammer. Lørdag eftermiddag flyttes konkurrencen nemlig ud til Pikkerbakken fra kl. 14 til 16, hvor atleterne kan se frem til en udfordring, der for alvor rykker dem ud af komfortzonen og samtidig præsenterer byen fra sin bedste side.

CrossFit 9900 stiller selv med hele 12 hold, som alle går efter at levere deres bedste og måske kæmpe sig til en plads på podiet. Bag arrangementet står desuden et stærkt hold af frivillige, der hjælper med at få weekendens store event til at spille.

Arrangør og ejer af CrossFit 9900, Sophie Rex, glæder sig til endnu en weekend med høj puls og stærkt fællesskab.

- Vi ser virkelig frem til endnu et fedt event. I år vil vi gerne vise byen frem, når vi tager atleterne med på Pikkerbakken og udfordrer dem ekstra. Alle er velkomne begge dage – der er kaffe, kage og masser af store oplevelser.

Konkurrencen afvikles:

  • Lørdag kl. 8.00–13.30 i CrossFit 9900
  • Lørdag kl. 14.00–16.00 på Pikkerbakken
  • Søndag kl. 8.00–16.30 i CrossFit 9900, Ellehammervej 13

Der er fri adgang, og publikum får rig mulighed for at opleve CrossFit på tætteste hold.

Læs mere om konkurrencen her.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...