Gå til hoved-indhold
31. juli 2024 - kl. 00.07

6.000 gæster til Sjov på Strandby Havn på skøn sommeraften

  • 2 af 2
    Arrangør Peter Stokbro: - Vi blev fuldstændig lagt ned i aften. Vi har fire pølser tilbage, og der er en time igen. Det er sådan, det er. Vi har ramt den perfekt.
Af: Michael Frederiksen

Tirsdagens fantastiske vejr lokkede 6.000 gæster til Sjov på Strandby Havn. Madboderne meldte udsolgt en time før lukketid, men arrangør Peter Stokbro, Strandby Fællesvirke, lignede sommerens gladeste nordjyde.

- Aftenen er fantastisk. Folk kommer herned og har deres børn med, og alle smiler. Hvor er det dejligt at se den glæde. Vi nyder det virkelig, for det er det her, vi gerne vil - vise os frem, udtaler Peter Stokbro til Kanal Frederikshavn.

Han fik idéen til Sjov på Strandby Havn for over 10 år siden. Fire tirsdage i juli går det løs på havnen i Strandby med kræmmere, tivoli, livemusik, madboder, auktion, aktiviteter med mere. Den cocktail lokker flere og flere til Strandby i sommerferien.

Arrangørerne fastsætter besøgstallet ud fra salget i madboderne, og vurderingen i aftes lød på 6.000 gæster. Det er uden sammenligning ny rekord i de otte år, hvor der har været Sjov på Strandby Havn. Det betyder, at årets samlede besøgstal nåede 18.000. Det er 2.500 mere end den tidligere rekord.

- Vi blev fuldstændig lagt ned i aften. Vi har fire pølser tilbage, og der er en time igen. Det er sådan, det er. Vi har ramt den perfekt i aften. Det er drøm, og det er en omsætning, som vi er meget glade for, og jeg får henvendelser fra nye sponsorer, som gerne vil være med, smiler Peter Stokbro.

Sjov på Strandby Havn har 10-års jubilæum i 2026. Der er næppe tvivl om, at Peter Stokbro har et es i ærmet til fejringen, men det holder han indtil videre for sig selv.

125 frivillige hjælper samlet set de fire tirsdage, hvor der er Sjov på Strandby Havn, og i år har der også været Alsang i Strandby to torsdage. I videoen kan du høre Peter Stokbro fortælle, hvor nemt det er at skaffe frivillige til arrangementet.

- Det fortæller, at der er et megagodt sammenhold i Strandby. Det er noget, som mange misunder os.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...